Glimmer og grin da Grand Prix-stjerner gik rød løber

Der var mænd i dametøj og damer i helt fantastisk dametøj, da årets deltagere i Melodi Grand Prix gik ad den røde løber til åbningsfest på Københavns Rådhus.

Fans og presse var mødt talstærkt op på Rådhuspladsen, hvor Brødrene Olsen åbnede ballet, inden Emmelie de Forest klokken 18 som den første trådte ned af den røde løber.

Abdel Aziz Mahmoud tog imod stjernerne på den røde løber, og fik sig en lille snak med hver af dem.

Det udviklede sig blandt andet til en 'Den lille havfrue'-duet med Spaniens deltager Ruth Lorenzo og en lang række 'Abdel-fier' med de øvrige deltagere.

Rød løber med gletcherfart

Gruppen Pollapönk fra Island havde tilsyneladende besluttet sig for, at Østrigs Conchita ikke skulle være den eneste mand i drag på den røde løber. I hvert fald havde de erstattet deres sædvanlige pangfarvede jakkesæt med lige så pangfarvede cocktailkjoler.

Samme Conchita var sammen med de polske malkepiger blandt dem, der tiltrak stor opmærksomhed på den røde løber, der, med tv-værternes ord, bevægede sig med fart af en gletcher...

Altså: Langsomt.

Der gik da i hvert fald også lang tid, før den første på den røde løber, svenske Sanna Nielsen, nåede hele vejen op til rådhusdørene.

En kold fornøjelse i festklæder

For enden af den røde løber tog executive producer Pernille Gaardbo fra DR og Jon Ola Sand fra EBU imod og slusede deltagerne indenfor.

De fleste var taknemmelige for at komme i ly for den friske aften-brise, som gjorde løber-turen til en kold fornøjelse for de fleste af de festklædte damer.

Conchita blev på bedste diva-maner straks svøbt i en frakke, straks hun trådte indenfor på Rådhuset. De kvindelige deltagere fra Polens Grand Prix-hold trodsede kulden og gik rød løber i lårkorte folke-dragter.

Fiskefrikadeller og kransekage i målet

Inde i salen blev Grand Prix-stjernerne bespist med det bedste, det danske smørrebrødskøkken kan byde på, som kartoffelmadder, fiskefrikadeller og kransekage.

Borgmester Frank Jensen har nu budt deltagerne velkomne og ønsket dem en fantastisk aften.

- Der foregår en masse i byen og Københavnerne er meget åbne mennesker, så jeg håber, at I alle vil have et godt ophold her, sagde han.

Nu kan de forskellige nationaliteter mingle i hinandens selskab indtil festen lukker klokken 23.

Her under kan du se hele vores live-dækning fra den røde løber i tekst og billeder:

  • Print
  • Del artiklen:

    Følg os på Facebook og Twitter

      • Seneste nyt om Grand Prix: