(Go: >> BACK << -|- >> HOME <<)

Historiker Søren Mørch er død

Søren Mørch var gift med Ritt Bjerregaard, der døde i januar sidste år.

Historiker og forfatter Søren Mørch er død i en alder af 90 år. Han sov ind 24. januar.

Det bekræfter Sidse Hertz Larsen, der var nær ven af familien gennem 25 år, til TV 2.

- Han var alderssvækket, men han var skarp til det allersidste og havde stadig sin kæmpe nysgerrighed, stædighed og humor. Det var en fornøjelse at være en del af det, siger hun.

Søren Mørch var forfatter til en lang række bøger, blandt andet om Danmarks historie.

Han har altid drømt om at blive 100 år. Da livet var reduceret, var han også afklaret med, at han havde haft et godt og flot 90-årigt liv

Sidse Hertz Larsen

Han står eksempelvis bag bogen '24 statsministre', som senere blev opdateret med titlen '25 statsministre - 25 fortælleringer om magten i Danmark i det tyvende århundrede'.

Søren Mørch skrev også bogen 'Den sidste Danmarkshistorie', hvor han argumenterede for, hvordan Danmark har forandret sig.

Derudover var Søren Mørch i mange år lektor ved Syddansk Universitet, hvor han brugte ti år som leder af Center for Mellemøststudier.

Appetit på livet

Søren Mørch var gift med politikeren Ritt Bjerregaard (S), indtil hun døde i januar sidste år.

Ritt Bjerregaard nåede at besidde posten som både undervisnings-, social- og fødevareminister.

Derudover var hun overborgmester i København fra 2006 til 2010.

Sidse Hertz Larsen og hendes familie har været nære venner med Ritt Bjerregaard og Søren Mørch i over 20 år og havde en vinklub sammen.

- Vi mødtes meget omkring mad og vin, som var en kæmpe passion for Søren. Det var en imponerende livsappetit, han havde, siger Sidse Hertz Larsen.

- Han har altid drømt om at blive 100 år. Da livet var reduceret, da han blev ældre, var han også afklaret med, at han havde haft et godt og flot 90-årigt liv, uddyber hun.