Herreder i Danmark
Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.
Et herredet er en gammel, administrativ enhed i Danmark. Herredet udgjorde i ældre tid en retskreds, hvor en herredsfoged udgjorde kongens stedlige repræsentant ved herredstinget, der skulle afgøre de retstvister, som ikke lod sig afslutte i de stedlige byting i landsbyerne[1].
Etymologi
Betydningen af benævnelsen "herred" er omstridt. Ordets oprindelse er nordisk og modsvarende det højtyske hariraida/heriraita, hvis første led betyder "hær" eller "skare", andet led "ridt" eller "følge". Det er dog uklart, hvad dette "skarefølge" dækker over. Det står dog fast, at betydningen ikke behøver at være militær. Det er muligt, at ordet oprindeligt har henvist til et område, der havde fælles samlingssted for "skaren". Sikkert er alene, at "herred" så langt tilbage i tiden, dets anvendelse er kendt, betegner områder af nogenlunde samme størrelse, der indgik som led i en politisk, retslig og administrativ inddeling af riget[2].
Historie
Herredets oprindelse er usikker. Benævnelsen kendes første gang i Knud den Helliges gavebrev fra 1085, hvor sjællandske landsbyer givet i gave til kirken i Lund altid angives ved deres beliggenhed i et herred. Derimod gælder dette ikke de landsbyer, der lå i Skåne, og som henføres til andre områdebetegnelser, a Geri og a Guthisbo (svarende til de senere Gærs og Gønge herreder). Når der ikke for Skånes vedkommende bruges herreder som stedangivelse, kan dette tale for, at herredet som benævnelse kan have været ret ny og derfor endnu ikke taget i anvendelse i hele det danske rige.
En landsomfattende brug af herredsbegrebet kendes først med Kong Valdemars Jordebog fra omkring 1300 men med aktstykker, der lader sig føre tilbage til omkring 1231. I jordebogen er hele Danmark inddelt i henved 200 herreder (Jylland desuden i 14 sysler). Dette gælder den del af jordebogen, der kaldes Hovedstykket (mens syslet omtales i den såkaldte Broderliste). Jordebogen og de omtrent samtidige landskabslove godtgør, at herred og syssel da var faste retskredse under landstinget, idet der dog øjensynligt synes at være sket tilføjelser med tiden. I Skånske Lov omtales herredet kun i de dele, der synes forholdsvis sene[3].
Inddelingsgrundlag
Grundlaget for herredsinddelingen er uklart. For en del herreders vedkommende, hvor betegnelserne "nordre", "søndre", "østre" eller "vestre" er tilføjet, kan man gå ud fra, at det oprindelige herred omfattede det samlede område, og at spaltning er sket senere - måske som følge af befolkningsvækst eller lignende. En sammenligning med de ældste bebyggelsers fordeling antyder, at herrederne er oprettede under hensyn til landets inddeling i bygder, idet skovområder og andre oprindeligt ubeboede områder synes at have været foretrukket som skillelinier[4].
Funktion
Herredernes store betydning gennem mange århundreder lå i deres funktion som retskredse, hvor herredstingene fungerede som stedlige domstole. Herredet udviklede sig med tiden også til et egnsligt forvaltningsområde.
Om herredets rolle som retsenhed udtaltes i 1656:
- "Et Herred kaldis et Landskab eller Egn aff 6, 8, 10, 12 eller flere Kircke Sogne, hvilcket Herred hafver sit eget Ting, Ting-Foget oc Ting-Skriffver, som samme Egns Indbyggere, om alle mellemfallende Treffer, ved Sentens adskiller; Saa velsom alle groffve Forseelser deris billig Straff effter Lowen tildømmer, hvor paa der oc Execution følger: med mindre slig Dom for Landsdommer (efftersom hvert Land sin Landsdommer er tilordnet) indsteffnis: oc hvad hand da kiender for ret, kand aff ingen underdømmis, uden aff Kongl. Mayt. oc Danmarckis Rigis Raad, til allmindelige Herredage, som er dette Rigis endelige oc høyeste Ret."[5]
Kongens repræsentant, herredsfogeden, var øverste dommer ved herredstinget. Foruden herredsfogden indgik 12 eller 8 tingmænd (tingsvidner eller tinghørere, også kaldet kaldet stokkemænd) udpeget blandt bønder i herredets landsbyer, i den domsmyndighed, der afsagde dommene[6]. Dommen afsagdes af herredsfogden, mens tingsvidnerne dels kunne virke som meddomsmænd, dels - og fortrinsvis - skulle bevidne, at retssagen og domsafsigelsen var sket efter loven.[7]
Indretning
I Eriks Sjællandske Lov fra omkring 1241 hedder det i kapitel 48 Om lovligt ting:
- "Det skal man også vide, at der kræves tre betingelser for et ting: stedet, tiden og folket. Det sted er det rette, som kongen har fastsat, og alle, der er i herredet, har givet deres samtykke til; det må heller ikke flyttes et andet sted hen uden med alle herredsmændenes vilje og uden kongens samtykke. Tiden er deres lovlige tingdag, som de har haft fra Arilds tid, og den dag skal det holdes fra midt om morgenen og må ikke holdes længere end til midaften."[8]
Det var oprindeligt et krav, at herredstingene blev afholdt under åben himmel på fri mark[9], men i løbet af 1600-tallet begyndte man at opføre tinghuse[10], og da altid uden for landsbyerne.
Tingstedet kunne flyttes, men ikke tingdagen: hvert tingsted havde en bestemt ugedag, hvor tinget skulle finde sted, og denne blev der holdt fast ved uanset alle omskiftelser[11].
Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå var lagt bjælker eller planker (kaldet tingstokke) at sidde på for herredsfoged og stokkemænd således, at de udgjorde et lukket kvadrat. I midten var sat yderligere en sten (kaldet Tyvestenen) beregnet som siddeplads for den anklagede[12]. Som regel lå en galgebakke i nærheden[13].
Tingbøger
Obligatoriske tingbøger blev indført ved lov i 1551. Tingbogen blev først af en tingskriver. Den ældste bevarede herredstingbog er den fra Børglum herred i Vendsyssel og er fra 1576[14].
Afvikling
Herredets administrative betydning ophørte med retsplejeloven i 1919. Dog var underretskredsene uden for købstæderne baseret på herredsinddelingen indtil omkring 1960. Opdelingen i provstier var også herredsbaseret, men efter kommunalreformen i 1970 er inddelingen i stedet søgt tilpasset kommuneinddelingen. Den statistiske og matrikulære anvendelse af herrederne er også ophørt. Herredsopdelingen bruges fortsat som afgrænsning i lokalhistorie og slægtsforskning.
Litteratur
- Arennt Berntsen: Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed, Kiøbenhavn 1656 (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie; København 1971); ISBN 87-7500-700-2
- Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; ISBN 87-500-1732-2
- Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II. 1536-1810; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3
- Paul G. Ørberg: "Om tinget at holde færdig" (kronik i Skalk nr. 5, 1973, s. 18-27)
Noter
- ^ Frandsen, s. 49
- ^ Christensen, s. 76
- ^ Christensen, s. 77. Aksel E. Christensen udelukker samme sted, at betegnelsen kan gå tilbage til vikingetiden
- ^ Christensen, s. 85f
- ^ Berntsen, s. 6
- ^ Frandsen, s. 49
- ^ Ørberg, s. 22
- ^ her efter Ørberg, s. 20-22
- ^ herredsfoged Chr. Testrup i 1747, her gengivet efter Ørberg, s. 18
- ^ Ørberg, s. 25f
- ^ Ørberg, s. 22
- ^ Ørberg, s. 19
- ^ Ørberg, s. 20
- ^ Ørberg, s. 22