Kapløbet om Afrika
Kapløbet om Afrika er en periode i afrikansk historie fra omkring 1870 frem til 1. verdenskrig. I denne periode kæmpede de europæiske kolonimagter om at få land på det afrikanske kontinent. Berlinkonferencen i 1884-85 var meget vigtigt i sagen.
- Frankrig primært i vest, nord og Madagaskar.
- Storbritannien primært i syd, øst, langs Nilen og Nigeria.
- Tyskland i Østafrika, Sydvestafrika og Cameroon.
- Portugal i Angola og Mozambique.
- Belgien i Congo.
I 1912 var de eneste områder der ikke var under koloniherredømme Etiopien og Liberia. Perioden har haft afgørende betydning for Afrikas udvikling frem til i dag.
Afrika åbnede for Europæiske opdagelsesrejsende og udnyttelse i slutningen af det 18. århundrede. Ved 1835 havde europæerne kortlagt de største dele af nordvest Afrika. Blandt de mest berømte europæiske opdagelsesrejsende var David Livingstone, som rejste gennem syd og central Afrika, kortlæggende store dele af kontinentet. Mange andre ekspeditioner, især i midten af 19. århundrede, ledte europæere til at forstå hvor mange råvare Afrika indholdte. Men på denne tidspunkt kontrollerede europæiske lande, kun 10% af kontinentet. I 1875 de vigtigste holdninger var Algeriet, kontrolleret af Frankrig; kapkolonien af storbritannien; og Angola og Mozambique af Portugal.
Teknologiske fremskridt fremmede udvidelsen af europæiske imperialisme. Forbedring af transport og kommunikationsmidler, især dampskibe, jernbaner og telegrafer var meget vigtige. Forbedringer i medicin var også meget vigtige, især medicin mod tropiske sygdomme. Kinin, medicin mod malaria, åbnede store dele af Afrika til europæere, som tidligere ikke kunne komme langt uden at dø af sygdommen.
Subsahara, en af verdens sidste regioner, for det meste uberørt af imperialisme, var attraktiv til Europas regerende elite på økonomiske og racemæssige grunde. Europæiske lande var i stigende omfang protektionistisk og deres markeder var vigende på grund af den økonomiske krise fra 1873-1896. Afrika tilbød et ny marked for de europæiske lande. De fleste havde i denne periode negative betalingsbalancer og de havde brug for nye markeder som kunne aftage deres produktion. Storbritannien havde især kig på områder, med henblik på investering, udenfor Europa. Landets industri var i stigende grad vigtig for landets økonomiske sundhed. Investeringer i oversøiske steder var tit mere indbringende fordi arbejdskraften var relativt billig og rigelige mængder af råvarer. Derudover var konkurrencen sjælden. Adgangen til råvarer var blandt andet vigtig, fordi det ofte var sjældent eller ikke disponibelt i Europa, og nødvendigheden af råvarer steg kraftigt med industrialiserigen.
Investering i Afrika var ikke ret stor, før eller efter Berlinkonferencen i 1884-85. Nogen få selskaber, f.eks. Cecil Rhodes De Beers Mining Company, eller Belgiens Kong Leopold 2.s personlige selskab som herskede i Congo, var ret store, men de fleste var meget små. Mange troede at der var mulighed for økonomisk vækst i fremtiden, og kontinentet havde strategisk vigtighed for adgang til andre større markeder, f.eks. Britisk Indien, Qing-dynasti Kina, og Latinamerika. Suez kanalen og Østafrika var bestemt vigtige fordi de lå mellem Europa og Asien. Alle stormagterne frygtede, at de andre skulle monopolisere disse områder, eller de nye markeder i Afrika. Denne frygt forklarer delvist hvorfor Afrika deles så hurtigt, og hvorfor mange økonomiske og strategisk meningsløse steder blev koloniseret.
 | Spire Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |