Dansk fregat er læsset med missiler på vej til Det Røde Hav: Et skud kan koste op mod 10 millioner

Missilbrøndene er fyldt, men der skal ikke mange skud til, før missionens budget er brugt.

Fregatten Iver Huitfeldt er sejlet fra Flådestation Korsør mod Det Røde Hav.

Den danske fregat Iver Huitfeldt har forladt Flådestation Korsør og er på vej mod Det Røde Hav på en mission, som bliver kaldt ’den skarpeste mission siden 1864’ for Søværnet.

Dengang – for mere end 150 år siden – kæmpede den danske flåde 9. maj det seneste søslag i flådens historie mod en preussisk-østrigsk eskadre ved Helgoland.

I dag er det ikke et egentligt søslag, men nærmere et inferno af missiler og droner, som venter de omkring 175 mand ombord på Iver Huitfeldt.

- Her er vi oppe i en egentlig søkrigs-mission, som Dan B. Termansen, kommandør og chef for 2. eskadre, formulerer det.

Også Henrik Ryberg, chef for Søværnet, medgiver, at det på ét punkt er den skarpeste mission for Søværnet siden 1864.

- Ja, i forhold til truslen fra indkomne missiler, men vi har også været med i andre skarpe operationer, siger han.

Det er Johannes Riber fra Forsvarsakademiet, der i Krigens Døgn på DR har sammenlignet missionen med søslaget i 1864.

Kan blive en dyr mission

Chefen for Søværnet, chefen for eskadren samt forsvarsminister Troels Lund Poulsen og flere politikere fra forsvarsforligskredsen var mødt op på fregatten mandag morgen for at sende den og besætningen godt afsted.

Nu venter først en sejlads mod Suez og siden Det Røde Hav, hvor skibet skal indgå i den amerikansk-ledede Operation Prosperity Guardian.

Chef for Søværnet, Henrik Ryberg, poserer foran Iver Huitfeldt på vej ud af havn i Korsør. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Først når Folketinget har andenbehandlet regeringens beslutningsforslag 6. februar, kan fregatten indgå i forsvaret af den civile skibstrafik i det uroprægede område.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen er godt klar over, at det er en skarp mission, som Danmark er på vej ned til.

- Det er en meget skarp mission, vi nu kommer til at deltage i. Der er heller ikke nogen tvivl om, at det er en meget vigtig prioritet, at flere lande nu viser den solidaritet i at begrænse houthiernes mulighed for at terrorisere området omkring Det Røde Hav, siger han.

Iver Huitfeldt er en fregat, der er designet til at forsvare sig selv og sine omgivelser – eksempelvis mod visse typer af missiler. De tungeste våben ombord er de såkaldte Sea Sparrow-missiler, som koster op imod 10 millioner kroner at affyre.

Og det kan blive et problem, fordi politikerne ikke ser ud til at have afsat mere end 50 millioner kroner til missionen.

Det tager forsvarsminister Troels Lund Poulsen dog ganske roligt.

Det kan meget let komme til at koste millioner af kroner, hver gang fregatten skyder et luftforsvarsmissil afsted?

- Ja, det er jo omkostningen ved at vise internationalt lederskab og ved at tage et ansvar. Og det handler jo ikke om, at vi er begrænset i, hvor meget det må koste. Vi bruger de ressourcer og den økonomi, der kræves for at være en del af den her mission. Og det kan vi jo først se det fulde billede af, når fregatten vender hjem igen, siger han.

Forsvarsminister: Det koster at tage internationalt ansvar

Men er den så prioriteret den opgave, så du er villig til at bruge op imod 10 millioner skattekroner per missil, der bliver skudt afsted?

- For mig handler det her ikke om økonomi, det handler om internationalt medansvar og solidaritet i forhold til en meget alvorlig situation, der finder sted i Det Røde Hav. Der synes jeg, at Danmark har en særlig forpligtelse for at deltage, og det er der jo heldigvis også mange andre partier, der mener.

Hvordan vurderer du risikoen for, at budgettet for mission på 50 millioner kroner bliver overskredet?

- Det må vi jo forholde os til, hvis det bliver aktuelt. Vi er i en situation nu, hvor vi har truffet en politisk beslutning. Og derfor skal vi jo også sørge for, at det skib, som vi står på nu, har de bedste forudsætninger for at være en del af en international mission. Og kommer det så til at indebære en vis økonomisk udgift, så er det sådan det er, siger Troels Lund Poulsen.

I over to måneder har houthi-bevægelsen gjort det farligt for den civile skibstrafik – herunder fragtskibe fra Mærsk – at sejle i Det Røde Hav.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) takkede inden afrejse besætningen for deres indsats. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Chef håber på ’kedelig’ mission

Den yemenitiske militante bevægelse har nemlig i sympati Palæstinenserne og i direkte forbindelse med krigen i Gaza angrebet fragtskibe i havet ud for Yemen. Flere skibe er blevet ramt, selv om en amerikansk-ledet koalition, som Danmark allerede nu har tilsluttet sig, har angrebet houthi-mål i Yemen i de seneste uger.

Men selv om det virker meget voldsomt i Det Røde Hav, så håbe chefen for fregatten, Dan B. Termansen, at den danske fregat og besætningen får en rolig mission.

- Allerhelst vil jeg håbe, at de får en ret kedelig mission, hvor de er i stand til at sikre skibstrafikken uden at bruge våben. Men som vi har set på det seneste, så har der været temmelig mange aktioner fra houthiernes side, så det er ikke usandsynligt, at våben vil blive anvendt, siger han.

Og selv om missilbrøndene ombord på Iver Huitfeldt ifølge Søværnets Chef er ’fyldt’, så er der mulighed for at få flere våben ombord undervejs, siger Dan B. Termansen.

- Der er jo et vist antal våben ombord, men der er taget højde for, at man kan få nyt brændstof, proviant – og våben, siger han.

Fregatten skal være afsted i cirka to måneder og har alene mandat til at beskytte sig selv og civile skibe i området. De indgår i en bred koalition med blandt andre amerikanerne og Storbritannien.