Dansk (sprog)

Dansk
Udtale:	d̥anˀsɡ̊
Talt i:	Danmark, Sydslesvig, Færøerne, Grønland
Talere i alt:	5,8-6,0 millioner
Rang:	Ca. 90
Ophav protoindoeuropæisk urgermansk urnordisk olddansk gammeldansk
Sprogstamme:	Indoeuropæisk  Germansk   Nordisk    Østnordisk     Dansk
Officiel status
Officielt sprog i:	Danmark Færøerne EU
Reguleret af:	Dansk Sprognævn
Sprogkoder
ISO 639-1:	da
ISO 639-2:	dan
ISO 639-3:	dan
Kort over det danske sprogs udbredelse

Danske dialektområder

Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg bruges foranstillet bestemt artikel.

For alternative betydninger, se Dansk. (Se også artikler, som begynder med Dansk)

Dansk er et nordisk sprog, også præciseret som østnordisk, i den germanske sprogfamilie. Det danske sprog tales af ca. seks millioner mennesker, hovedsageligt i Danmark, men også i Sydslesvig (i Flensborg ca. 20 %), på Færøerne og Grønland. Dansk er tæt forbundet med norsk og svensk, og sproghistorisk har dansk været stærkt påvirket af plattysk.

Officielt sprog

Dansk er det officielle sprog i Danmark, og kaldes i den form rigsdansk, mens Færøerne foruden rigsdansk også har færøsk som officielt sprog. I Grønland kan dansk anvendes i offentlige forhold. I Island underviser skolerne i dansk som et obligatorisk fremmedsprog.

Historie

Uddybende artikel: Dansk sproghistorie

Eksempel på talt sprog: Guldhornene oplæst af Anders Ø. Kristensen.

Den danske sproghistorie må begynde med ihukommelsen af Guldhornenes berømte runeindskrift:

ᛖ ᚲ

ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ

ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ

ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ

ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ

med latinske bogstaver:

ek HlewagastiR holtijaR horna tawidō.

fra, måske, omkring 400 e.Kr. På dansk

Jeg Lægæst fra Holt gjorde dette horn.

Fra oldnordisk til nydansk

Urnordisk betegner generelt sproget i det nordiske område. I den historiske lingvistik regnes tiden omkring år 800 for et sprogskel, og opkomsten af runedansk, eller olddansk som et selvstændigt sprog. Sprogperiodiseringen falder nogenlunde sammen med den historiske periodisering, altså vikingetiden. Det danske sprog i højmiddelalderen, lokalt kaldet tidlig middelalder (dvs. Danmarks historie (1047-1397)), er gammeldansk, der i 1500-tallet går over i nydansk. Nydansk opdeles i ældre nydansk, fra begyndelsen af 1500-tallet til ca. 1700, og yngre nydansk, fra 1700 til nutiden.

Oldnordisk var betegnelsen for det fælles nordiske sprog førend det kom til enkeltsprog ^(de), men på et tidspunkt omkring midten af det 20. århundrede vandt betegnelsen 'urnordisk' hævd. Sagen kompliceres af det førhen antoges norrønt var fællesnordisk.

Plattysk

Da den betydelige pantsættelse til de tysktalende hertuger fandt sted i 1300-tallet blev den spirende rigsadministration, fra 1400-tallet kendt som kancelliet, præget af netop det forhold, såvel sprogligt. Kancelliskriverne måtte kunne beherske både tysk og latin, og var som regel tyske borgere. Kancelliets skrivelser vedrørende Slesvig og Holsten – og Oldenburg – var holdt i plattysk, men det må i parentes bemærkes den landlige udstrækning af områderne, inklusive Hamborg og Flensborg, for hovedparten ligger udenfor den nuværende grænse mod Tyskland. Også i senmiddelalderen indvandrede, eller færdedes hanseatiske købmænd og håndværkere i landet, og det satte ligevel et sprogligt præg. Det siges flere af middelalderens konger ikke talte dansk (helt korrekt, gammeldansk), men havde plattysk som modersmål – sikkert er det ihvertfald at det oldenburgske hus, med sæde i Holsten, fik kongetitelen ved Christian d.1.s kroning i 1449. Efter reformationen spillede hertugdømmerne om muligt en endnu større rolle i det sproglige lånoptag.

Skriftsprog

Det danske skriftsprog skrives med det latinske alfabet blot med tilføjelse af tre ekstra bogstaver: Æ / æ, Ø / ø, og Å / å. Disse bogstaver optræder som de tre sidste bogstaver i det danske alfabet.

Retskrivning

Grundtrækkene i dansk retskrivning har ligget fast siden midten af 1500-tallet, hvor Christiern Pedersen standardiserede det i sin bibeloversættelse,^{[kilde mangler]} men retskrivningen bliver løbende ændret. Den sidste større reform trådte i kraft 1. april 1948 med undervisningsminister Hartvig Frisch som initiativtager.^{[kilde mangler]} Den afskaffede stort forbogstav i navneord og ændrede formerne kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville. Desuden erstattede bogstavet Å den hidtidige stavemåde med dobbelt A (Aa/aa).^{[kilde mangler]}

Ord og ordforråd

Uddybende artikel: Dansk ordforråd

Det danske ordforråd vokser nu hovedsageligt ved at optage låneord, for det meste engelske. Der findes en mængde ord fra latin, såsom 'institution', 'skole', 'familie', 'social', 'klasse', 'fabrik', 'maskine', og såmænd også fra græsk, såsom 'gymnasium', 'teknik', 'filosofi', 'analyse', 'akademi', 'politik', 'økonomi', og ligevel mange orddannelser fra latin og græsk. Det grundlæggende ordforråd siges dog at være nordisk.

Engelsk har siden 1950'erne været hovedleverandør af låneord til dansk. I det 21. århundrede er sproget i mange virksomheder blevet engelsk i takt med internationaliseringen af erhvervslivet og øget anvendelse af personale fra udlandet.

Grammatik

Uddybende artikel: Dansk grammatik

Den danske grammatik deles i fonologi, morfologi og syntaks med nogen overlapning. Morfologi beskriver ordets forandring, herunder dets grammatiske flektiver, mens syntaks, eller sætningslære, vedrører hvorledes ordene grupperes i det levende sprog. Dialekter har deres særegne grammatik.

Syntaks

Dansk er i hovedsagen et SVO-sprog, dvs. subjekt, verbum og objekt i den rækkefølge. Det er et fællestræk for de germanske sprog, men stilistisk findes der en del undtagelser.

Morfologi

Kasus

Med kasussprog menes traditionelt sprog, der har mindst 3 kasus i substantivernes bøjning og mindst 4 kasus i pronominernes bøjning. kasussprog i Den Store Danske Af de nordiske sprog har færøsk og islandsk fire kasus, men dansk (eller engelsk) er ikke decideret et kasussprog – genitiv, eller ejefald er dog en slags undtagelse - men det siges godtnok at indoeuropæisk var et kasussprog. Ud over de 'traditionelle' kasus, der også findes i det tyske sprog – nominativ, akkusativ, genitiv, dativ – findes såvel adverbielle kasus, blandt andet kendt fra latin, der beskriver tid, sted og måde – mådeskasus er ablativ og instrumentalis; tidskasus er temporalis; stedskasus er lokativ. I et sprog signalerer ordets flektion en betydningsnuance. Kasus danner såvel flektiver og er, på sin egen vis, dermed en berigelse af sproget. Alternativt, og konkret i sammenhæng med oversættelse fra et kasussprog til dansk, må sådanne betydningsangivelser opnås ved en omformulering, mest enkelt som en ændret ordstilling, eller ved finurlige præpositionsled. Som et sproganalytisk værktøj kan kasus siges ikke altid at være signaleret af flektion.

Artiklerne

Dansk bruger to artikler, fælleskøn og intetkøn, i en bestemt og en ubestemt form:

	ental		flertal
	bestemt	ubestemt	bestemt/ubestemt
Fælleskøn	den	en	de
Intetkøn	det	et

Den bestemte og ubestemte form er fælles for de germanske sprog,^{[kilde mangler]} pånær islandsk, der kun har den bestemte form af artiklen.

Substantivets nominativ angives ved en affiksering af den bestemte artikel – nominativ: huset ; stamform: (et) hus – mens de vestjyske dialekter, ligesom på tysk og engelsk anvender den foranstillede artikel – das Haus, ein Haus / the house, a house.

Fonologi

Uddybende artikel: Dansk fonologi

I sproglæren sees at dansk har et rigt vokalinventar, hvor der skelnes mellem 16-18 forskellige vokalkvaliteter. Desuden skelnes der mellem korte, lange og stødte vokaler. Også konsonanterne har deres varians, og de danske konsonanter svækkes i stavelsesfinal position. Det gør, at der findes flere såkaldt vokoide konsonanter som i fx 'mad' ~ maæ, 'hav' ~ hau og 'mor' ~ moå. Det tryksvage e, schwa, smelter ofte sammen med nabolyde (schwa-assimilation) som derved bliver stavelsesbærende.

Den danske udtale kan være svær at håndtere for udlændinge. Velkendt er "rødgrød med fløde", en uklar grænse mellem vokaler og konsonanter som skaber lange vokaliske sekvenser, ligesom i "røget ørred".

Dialekter, sociolekter og regionssprog

Hovedartikel: danske dialekter.

Sprogforskerne inddeler de danske dialekter i tre hovedgrupper: østdansk (kun bornholmsk), ømål (Sjælland, Fyn og øvrige øer øst for Lillebælt) og jysk. De danske dialekter har ét, to eller tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet. På Færøerne findes den særlige skriftsprogsnære udtaleform gøtudansk.

De traditionelle dialekter er på retur og erstattes efterhånden af et landsdækkende rigsdansk, men udtalen varierer stadig i landets egne. Et kendetegn ved det vestjyske er stød, mens specielt sproget på Fyn, Lolland og Falster samt på Bornholm synes at ligne mere (d)et syngende svensk(e). Socialt betingede udtaleforskelle, sociolekter, er (eller var engang) mest velkendt fra Københavnerområdet – det borgerlige højkøbenhavnske, senere rigsdansk, og arbejderklassens lavkøbenhavnske, gadesproget. Sprogfællesskaber markeres af en genkendelig sprogform, det være sig i udtale eller grammatik, og medlemmer fra andre sprogfællesskaber end det danske kan så bære disse kendemærker med i deres danske sprogudtale, og det kaldes også en etnolekt. Det hører altsammen med til det levende sprog.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Dansk (sprog)
• Dansk Sprognævn
• Dialekt.dk
• Lingoblog.dk
• Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
• Samtalegrammatik.dk
• sproget.dk
• Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
• Ordsprog og talemåder