Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse II

Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse
    - kap. I

Kbh., G. E. C. Gad, 1879

Oluf Nielsen (1838-1896)

Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.

Efter Kjøbenhavns Grundlæggelse af Biskop Absalon og efterat de borgerlige Forhold havde faaet nogen Stadighed gik der ikke lang Tid hen, inden Kongemagten indsaa at den havde afhændet et af de vigtigste Punkter i Riget. Men alle Forsøg paa at bevæge Biskopperne i Roskilde til igen at afstaa Kjøbenhavn var forgæves, Magt og Overtalelser hjalp lige lidt over for de pavelige Stadfæstelsesbreve og ligefremme Forbud mod at skille sig ved Kjøbenhavns By og Slot. 1) Der var 2 væsenlige Fortrin ved Besiddelsen af Kjøbenhavn: det faste Slot paa den lille Holm i Havet og den fortrinlige Havn imellem Holmene og Stranden, der var beskyttet af Slottets Mure og fra hvilken man med Lethed kunde sejle til alle Rigets Kyster; i Kronens Be-

__________

1) Forholdet mellem Kongerne og Bispestolen i Henseende til Kjøbenhavn findes omtalt i "Kjøbenhavn i Middelaldren" S. 27-42. Naar det i A. D. Jørgensen: Den nordiske Kirkes Grundlæggelse og første Udvikling S. 626 hedder, at Harald Haardraade efter sin Tilbagekomst fra Konstantinopel traf sammen med Kong Magnus den Gode i "Havn ved Øresund" (Aar 1045), da er der ingen Hjemmel i Kildeskrifterne for, at Sammenkomsten skede i Kjøbenhavn (jfr. Tillæget til nævnte Skrift S. 70, hvor der alene tales om en Sammenkomst i Øresund), ligesom Forf. ikke heller kan gaa ind paa den Bevisførelse for Kjøbenhavns høje Alder, som findes meddelt i Aarbøger for nordisk Oldk. 1877 S. 265-96, imod hvilken Forf. paa dette Sted kun kan henvise til hvad han har fremsat i "Kjøbenhavn i Middelaldren".

[1]

2

siddelse vilde Kjøbenhavn hurtig have hævet sig til Hovedstad, medens den som Bispestad ikke kunde naa den Udvikling, den som Kongens fornemste Sæde vilde havde fundet. Beliggenheden ved det befærdede Øresund bevirkede imidlertid alligevel, at Staden allerede tidlig blev Scenen for Begivenheder, man ellers ikke skulde vente i en Bispestad, hvilket viser den Betydning, den opnaade i en forholdsvis meget kort Tid. Hvis den Efterretning havde været rigtig, at den unge Prins Valdemar 1215 var hyldet til sin Faders Efterfølger paa en Herredag i Kjøbenhavn, vilde dette have vist Stadens Vigtighed i en særegen Grad, men Optegnelsen herom er alene en Skrivfejl af Hamsfort 1), da de gamle Kilder meddeler, at Herredagen holdtes paa Samsø. Derimod er det sikkert at den norske Skule Jarl 1223 drog til Danmark med 13 Skibe, "men da han kom til Kjøbenhavn", siger Sagaen, "da havde Grev Henrik fanget Kong Valdemar, og fór Jarlen tilbage til Norge, da han spurgte de Tidender" 2). 1228 drog samme Skule med et glimrende Følge til Danmark og traf Kong Valdemar i Kjøbenhavn, hvor han af ham blev forlenet med noget af Halland 3). Paa Valdemar Sejrs Forbindelser med Staden peger ogsaa den Efterretning, at den islandske Skjald Jatgeirr Torfason 1240 blev dræbt i Kjøbenhavn af Bjarne Moseson; denne Skjald, der havde opholdt sig ved Kong Haakon Haakonsens og Skule Jarls Hoffer, nævnes nemlig i "Skáldatal" ogsaa blandt Valdemar Sejrs Skjalde, uden at vi dog har nærmere Underretning om at Kongen netop har opholdt sig her ved denne Leilighed. 4)

Om Erik Plovpennings Ophold her véd man saa meget, at en Stadfæstelse af ham paa et Gavebrev til Æbelholt Kloster er dateret Kjøbenhavn 24. Juni 1242 5). Denne

__________

1) S. R. D. I. 40.

2) Haakon Haakonsons Saga Kap. 69.

3) P. A. Munch: det norske Folks Historie IV. 745.

4) Møbius: Catalogus librorum Isl. et Norv. 1856 S. 185.

5) S. R. D. VI. 156.

3

Konges, Lyst til Staden gik saa vidt, at Biskop Niels Stigsen maatte flygte 1247, og Kongen var nu i nogle Aar i Besiddelse af denne faste Plads, der var af stor Vigtighed for Øjeblikket, da han var indviklet i Krig med sine Brødre, paa hvis Parti Lybæk stod. 1248 løb en lybsk Flaade under Anførsel af Borgmester Alexander von Soltwedel ind i Sundet og indtog Kjøbenhavn. Slottet, Byen og de omkring liggende Landsbyer gik op i Luer tilligemed Kirkerne, efter at de sidste var plyndrede for Helgenlevninger, Bøger, Privilegier og Prydelser. Da det omtales, at mange Gejstlige toges til Fange, har Staden sikkert først overgivet sig efter et tappert Forsvar. Kongen fik imidlertid Nys om Angrebet og kom tidlig nok til at kunne fratage Lybækkerne 4 Skibe, der var ladede med Bytte, men en stor Del førte de dog med sig, hvilket ses af de Krav paa Godtgjørelse, med hvilke Biskoppen i Roskilde siden fremkom, idet han gjorde gældende, at Lybækkerne havde angrebet gejstlig Ejendom, og derfor var hjemfaldne til Kirkens Band 1). Paa samme Tog afbrændte Lybækkerne ogsaa Stralsund, og det hedder, at dens Træhuse efter den Tid erstattedes med Stenhuse 2). De kjøbenhavnske Huse var sikkert ogsaa da af Træ, men det varede vist ikke saa kort en Tid, inden man her opførte dem af mere ildfast Bygningsemne. I Slutningen af Aaret blev Kongen forligt med sine Brødre og 28. April 1249 opholdt Hertug Abel sig i Kjøbenhavn (apud Commannafanth), da han udstædte et Beskyttelsesbrev for Esrom Kloster 3).

Kristoffer den Første fik straks efter sin Regeringstiltrædelse at føle, at han ikke havde Roskilde Biskop til Ven. 1252 søgte han at indtage Skelskør, der af Kong Abel var pantsat til Henrik Æmelthorp, men denne gjorde

__________

1) K. D. I. 13-15. S. R. D. I. 168, 370, II. 168, 387, 526, 630. III. 311, IV. 283. Kbhvn. i Middelaldren S. 30.

2) Suhm X. 103-04.

3) Thorkelins Dipl. I. 169.

4

et Udfald og Kongen maatte flygte. Han forlangte nu, at Biskoppen skulde aabne Kjøbenhavns Porte for ham 1), hvilket denne nægtede. Iøvrigt kunde man ikke saa meget fortænke ham deri, da han stod paa det Parti, der ønskede at Abels Sønner skulde have været arveberettigede til Danmarks Trone, og det, at overgive Kristoffer Kjøbenhavn, var at overdrage denne en Borg, der vilde sikre ham Herredømmet i Øresund.

Man kan vel forudsætte, at Staden er genopbygget efter Lybækkernes Ødelæggelse, da den 1254 fik den ældste saakaldte Stadsret, ved hvilken dens Forhold til Biskoppen nærmere bestemmes 2); formodenlig har Borgerne søgt at erhverve sig en kommunal Selvstændighed, der ikke stemte overens med Bispestolens Interesser, og som fra dennes Side fremkaldte Vedtagelsen af en fælles Overenskomst. Snart truedes Staden igen af et nyt fjendtligt Angreb. Under den haarde Strid mellem Kristoffer I og Erkebiskop Jakob Erlandsen var nemlig den norske Konge Haakon Haakonson optraadt som Kongens Fjende, og navnlig gjorde han 1256 et Hærtog mod Halland. Kristoffer vilde ikke slutte Fred med ham, uagtet Sæland, Laaland og Skaane var i Oprør, idet de saakaldte Kotkarle (Fæstebønder og Smaafolk) rasede mod de gejstlige og verdslige Herrer. Næste Aar udbød Haakon Leding over hele Norge, sejlede ind i Øresund og lagde sig 26. Juni uden for Kjøbenhavn i Rævshaledybet, hvilket vakte stor Forfærdelse. 29. Juni kom Kongen til Kjøbenhavn ledsaget af Erkebiskoppen, Fyrst Jermer af Rygen og flere Stormænd, og Haakon gav en Frist af 6 Dage, i hvilken han vilde føre Underhandlinger, inden han skred til Angreb. Den personlige Forhandling mellem Kongerne førte til et ønskeligt Resultat, idet de efter nogen Vaklen ikke

__________

1) S. R. D. V. 595: Item quod non intromisit eum in Kopmanhawen post pugnam de Skelfiskør. Jfr. Suhm X. 221.

2) Kbhvn. i Middelaldren S. 64-65.

5

alene sluttede en Overenskomst, men endog et Venskabs- og Forsvarsforbund. Dette Udfald, siger Haakon Haakonsons Saga, behagede alle, undtagen Erkebiskoppen og Fyrst Jermer. Haakon gik i Land og drak med Kristoffer i hans Telt og denne var næste Dag Gæst paa den norske Flaade, ja der blev et saa fuldkomment Venskab, at den danske Konge sagde, at han vilde være Haakon i Søns Sted, medens denne lovede at være som en Fader imod ham, og i Fremtiden vilde de gensidig hjælpe hinanden imod alle Fjender 1). 8. Juli var Kristoffer, endnu i Kjøbenhavn, da han i Frue Kirke i Erkebiskop Jakobs, Biskop Peder Bangs og mange andre ansete Personers Nærværelse stadfæstede Oprettelsen af S. Klara Kloster i Roskilde 2).

I disse Aar var Stemningen i Kjøbenhavn, ligesom overalt i Riget, vistnok meget urolig, og at man ikke ubetinget var tilfreds med det gejstlige Herredømme viser det Overgreb, Borgerne begik, idet de hængte en Degn paa hans Dørstolpe; han havde rigtignok begaaet Røveri, men der blev alligevel 1258 paalagt Gerningsmændene en haard Bod 3). Sidstnævnte Aar holdt Erkebispen et Koncilium i Kjøbenhavn, hvor han bandsatte alle Gejstlige og Verdslige, som paa nogen Maade søgte at lægge Hindringer i Vejen for den berygtede Vejle Konstitution, ifølge hvilken hele Landet skulde belægges med Interdikt, hvis nogen Biskop blev fængslet eller led anden voldelig Medfærd. Forholdet mellem Kongen og Gejstligheden var da i højeste Grad spændt, og den sidste mente med Rette at den verdslige Magt havde Midler nok til at hævde sin Myndighed, hvor imod den selv

__________

1) P. A. Munch: det norske Folks Historie V. 168-71. Haakon Haakonsons Saga Kap. 293. Nogen Fredslutning i Kjøbenhavn mellem Danmark og Sverrig fandt ikke Sted i dette Aar, hvilken Antagelse hidrører fra en Fejlskrivning af Hamsfort, C. Annerstedt i det Letterstedtske Nordiske Tidsskrift I. 92.

2) S. R. D. V. 529.

3) Se Kbhvn. i Middelaldren S. 127.

6

ikke havde stort andet end Bandstraalen som Værge. Dette Møde holdtes ved Mortensdagstid. Naar Arild Hvitfeld ved samme Tid lader Kongen holde en Herredag i Kjøbenhavn, i hvilken Erkebispens og flere Biskoppers Fængsling blev besluttet, da er dette sikkert en Misforstaaelse med Hensyn til Stedet 1). 5. Februar 1259 fængsledes Erkebispen Jakob Erlandsen, og Roskilde Biskop Peder Bang forkyndte i Henhold til Konciliets Bestemmelse 9. Februar Interdikt over hele sit Stift fra Kjøbenhavn (apud civitatem Haffnyensem 2).

Naar man betænker, hvad Interdikt betydede, var det en frygtelig Straf for dem, hvem det traf. Al Gudstjeneste ophørte, Klokkerne maatte ikke lyde, de døde maatte ikke begraves i indviet Jord, og kun engang om Ugen maatte Messe læses inden lukte Døre. Det var et Vovestykke af Peder Bang at bringe Truslen til Udførelse, ti Kongen havde Magten i Sæland, hvor han nylig havde tilføjet de oprørske Bønder et Nederlag ved Lejre Bro. Biskoppen fandt det ej heller sikkert at blive, men var dog endnu 10. Marts i Roskilde, og det var vistnok et Brev fra Kongen, skrevet i Ribe 6. Marts, hvori denne besværer sig over hans Opførsel, der bevægede ham til at rømme, og 22. Marts var han i Schaprode paa Rygen. Kongen havde nemlig sendt Roskilde Domkapitel en Skrivelse, i hvilken han undrer sig over, at Biskoppen var borte, og paalægger dette paany at aabne Kirkerne; denne Skrivelse sendtes til Rygen og Biskoppen svarede 22. Marts, at Gudstjenesten ikke maatte begynde,

__________

1) S. R. D. V. 528: 1258 factum est concilium provinciale apud Hafniam circa festum Martini, et eodem anno bellum fuit Tostrup inter regem et rusticos. "Concilium provinciale" har Hvitfeld I. 254 oversat ved Herredag, medens det alene kan betyde en gejstlig Forsamling, og det maa være selve Erkebispens Koncilium, der holdtes ved Mortensdagstid; efter dette maa saa Herredag være holdt i en af Kongens Byer og Erkebispens Fængsling kort efter paafulgt. Det omtalte Slag ved Tostrup var ikke Højetaastrup, men Kisserup ved Lejre.

2) S. R. D. V. 601.

7

førend Erkebispen var løsladt og Kirken havde faaet sin Ret 1). Kjøbenhavn blev derpaa besat med Kongens Tropper.

Paa Rygen var Peder Bang ikke ledig; det var let for ham i denne Del af sit eget Bispedømme, der beherskedes af den danske Konges Vasal, Fyrst Jermer, som i lang Tid havde staaet i nøje Forbindelse med den højere misfornøjede danske Gejstlighed, at bevæge Fyrsten til med væbnet Magt at forsøge paa at give ham sin Bispestol tilbage. Jermer havde desuden et andet Formaal, nemlig at sætte sin tilkommende Svigersøn, den sønderjydske Hertug Erik, Abels Søn, paa den danske Trone.

Jermer har sandsynligvis lagt sig med en Flaade udenfor Kjøbenhavn, da det hedder, at hans Hær gjorde Landgang 18. April 2) og at han indtog Staden den 19. eller 20. Da Belejringen varede saa kort, har Befæstningen næppe været stærk eller Forsvarerne meget mandstærke. Han brød igennem Befæstningen paa det Sted mellem Vester- og Nørreport, der længe efter havde Navnet Jermers Gab og Jermers Taarn og hvis Navn med nogen Forandring endnu bevares i Helmers Bastion 3); Slottet faldt ogsaa i hans Hænder og blev ødelagt. Et af de senere Klagepunkter mod Biskoppen var, at uagtet han havde svoret Kongen Troskabsed, havde han dog forbundet sig med dennes Fjender og ladet disse nedbryde Kjøbenhavns Slot, overdraget Indtægterne af Bispegodset til Jermer, de holstenske Grever og andre af Rigets Fjender, ligesom han havde plyndret Roskilde Kirkes Skatkammer til disses Fordel 4). I Henseende til Slottets Ødelæggelse er dette dog vistnok sket imod Biskoppens Ønske, da det jo tvært imod var i hans Interesse at bevare sin egen faste Borg, og det ses ogsaa af et Pavebrev af 29 Marts 1260, at han har besværet sig for Paven, der bød Biskoppen af Sverin at true med Band de Lægfolk af Ros-

__________

1) S. R. D. V. 600-03.

2) S. R. D. I. 246.

3) Jfr. Kbhvn. Middelaldren S. 51.

4) S. R. D. V. 613.

8

kilde Stift (nemlig Byboerne), som havde nedbrudt Slottet, hvis de ikke genopførte det og godtgjorde Biskop Peder Bang den Skade, han havde lidt 1). Hvorledes Biskoppen drog ind i Kjøbenhavn med den fjendtlige Hær, ser vi af et Brev, som er udstædt 1264 af Hertug Erik af Sønderjylland 2), hvori det hedder, at han, Hertugen, og Jermer havde med en Hær trængt ind i Roskilde Stift, at han havde fundet Biskoppen i en Afkrog af hans Bispedømme, hvor han opholdt sig af Frygt for Kongen, og ført ham tilbage til hans Slot, som kaldes Køpmanhafn, men at han var uskyldig i at Hæren blev samlet og Krigen begyndt. Dette var selvfølgelig kun sandt paa den Maade, at Biskoppen ikke selv havde kommanderet Tropperne.

Kong Kristoffer har vistnok ført en Hær mod Sæland, ti 15. April var han i Taarnborg ved Korsør, hvor han udstædte et Brev, men maa være gaaet tilbage til Ribe, hvor han mest havde opholdt sig i de seneste Maaneder; her døde han 29. Maj 1259 pludselig, forgivet af Provst Arnfast. Enkedronningen opbød vel de sælandske Bønder til Landeværn, men de nedsabledes i et blodigt Slag ved Nestved 14. Juni. Det hedder i Anklageskriftet mod Biskoppen, at der faldt henved 10,000 Mand, og at Biskoppen, der ledsagede Jermer, havde sagt, at de faldne var uværdige til kristelig Ligbegængelse, hvorimod Rigets Fjender skulde have en passende Jordefærd, hvilket tilligemed flere andre Træk viser, hvorledes denne Mand, der hørte til Rigets fornemste Æt, i blind Fanatisme aldeles havde tabt Herredømmet over sig selv og forfulgte Interdiktet til dets yderste Konsekvenser. Efter dette Nederlag sattes Erkebispen paa fri Fod, men de ved Nestved faldne Bønder erklæredes paa Roskilde Landemode for faldne paa deres Gerninger som Kirkens Fjender 3).

__________

1) K. D. I. 22-23.

2) Kjøbenhavnske Selskabs Skrifter VI. 220.

3) S. R. D. V. 612, 613.

9

En trofast Ven havde Kristoffer I i sin gamle Modstander den norske Kong Haakon Haakonson, der ikke havde glemt Forliget fra 1257. Ved Rygtet om Jermers Angreb drog han med en Flaade mod Kjøbenhavn, hvor han kom midt i Juli 1); men da var Jermer dragen hjem. Hvis Sagaen her er paalidelig, traf han i Kjøbenhavn, der saaledes igen var kommen i Kongemagtens Besiddelse, Enkedronning Margrete. Ved Malmø tog han et Skib, som tilhørte Erkebispens Broder, og paa hvilket der befandt sig nogle Mænd, der udgav sig for Købmænd, men blev genkendte som Danske, der havde været paa Jermers Parti. Kongen lod nedsætte en Domstol af Danske, og da de blev overbeviste som Ransmænd, dømtes de fra Livet. I Kjøbenhavn meddelte Enkedronningen Haakon, at hun havde sluttet Forlig med de holstenske Grever og altsaa ikke behøvede Normændenes Hjælp, hvorover Kongen blev fornærmet og ytrede, at det var hurtigt de Danske havde skiftet Sind; dog skiltes han og Dronningen paa venskabelig Maade, idet de vesklede Gaver.

Aar 1261 var ligesaa uroligt som 1259, og Enkedronningen laa med Hæren i det sydlige Sønderjylland. Det var en af Aftalerne 1256 imellem den norske og danske Konge, at den norske Kongesøn Magnus skulde ægte Erik Plovpennings Datter Ingeborg, og nu kom en Sendefærd til Jylland forat afhente denne. Men da Dronningen svarede, at hun havde andet at tænke paa end Bryllup, aftalte Normændene med Prinsessen, der opholdt sig i et Kloster nærved Horsens, at hun skulde følge med til Norge, hvilket ogsaa skede. I de samme Dage var den svenske Birger Jarl, der selv havde bejlet til Ingeborg for sin Søn Valdemar, med en stor Flaade kommen udenfor Kjøbenhavn 2), hvorfor man i Mistillid til

__________

1) P. A. Munch: det norske Folks Historie V. 177-79. Haakon Haakonsons Saga Kap. 261.

2) Anno 1261 Birgerus dux Svecorum venit Kopmanhafn cum exercitu magno. S. B. D. I. 246, V, 570.

10

ham lod Prinsessens Afrejse foregaa i største Hemmelighed. Birger havde formodenlig i Sinde at indtage en afventende Stilling, og da Slaget paa Lohede indtraf straks efter, 28. Juli, og Dronningen og den unge Konge Erik der var blevne fangne, indsaa han at der ingen Lejlighed var til at komme Dronningen til Hjælp. Tvertimod kom han i nærmere Forbindelse med hendes Fjender, idet han paa denne Rejse traf Aftale om sit eget Giftermaal med Kong Abels Enke Mektild, medens han paa den anden Side ogsaa opnaade en Forbindelse mellem sin Søn Valdemar og Ingeborgs Søster Sofie 1). Om Birger iøvrigt er gaaet i Land i Kjøbenhavn og hvorledes man har opfattet hans Tog her, oplyser Kilderne ikke.

1266 ordnedes først en Strid, som Graabrødreklostret i Kjøbenhavn havde haft med Staden Lybæk. Under denne Stads Ødelæggelse af Kjøbenhavn 1248 havde Graabrødrekloster, der da kun havde bestaaet i 10 Aar, ogsaa lidt Overlast, og det havde siden gjort Krav gældende paa Godtgørelse. Lybæk havde endelig givet Klostret i Kjøbenhavn og Svenborg, der ogsaa havde lidt i samme Krig, 50 Mark lybsk, hvorfor Ministeren for de danske Klostre gav Kvittering og gav Afkald paa al videre Klagemaal over de Tab, som var tilføjede Klosterbrødrene i nævnte Krig af Borgerne i Lybæk og af deres undergivne. 2).

I Somren 1271 har Kongefamilien vistnok været i Kjøbenhavn; 23. Juli daterede Kongen et Brev fra Amager (Amak) og 2. Avgust stadfæstede Jakob, Grev Nielses Søn af Halland, en Gave fra sin Broder til Esrom Kloster; dette sidste Brev er dateret "Haffnis" 3).

Under Erik Menveds Krig med Kongemorderne og Norge var det atter urolige Tider i Danmark, idet de fredløse gjorde alle Kyster usikre. Det kan ikke være underkastet

__________

1) P. A. Munch: det norske Folks Historie V. 207, 218-19.

2) K. D. I. 23-24.

3) Regesta Dan. Nr. 1199-1200.

11

Tvivl, at Kjøbenhavn i disse Aar har lidt baade af indre Partistridigheder og af ydre Angreb. I en Kæmpevise 1) omtales et Tog af den norske Fribytter Alf Erlingsen mod Kjøbenhavn, der henføres til Aar 1285:

"Alf han stander i Fremmerstavn,
han ser de Koger (Smaaskibe) for Kjøbenhavn.
Kender I Alf?"

Der fortælles nu, at han tog 9 rostokske Koger og førte dem til Norge, men det ses ikke at han har tilføjet Byen nogen Overlast. Af sikrere Beskaffenhed er Krønikernes Efterretning om den norske Kong Erik Præstehaders Angreb. 1289 stak han i Søen fra Tønsberg og sejlede 6. Juli ind i Øresund, afbrændte Helsingør næste Dag og drog mod Kjøkenhavn, hvor han lagde sig i Rævshaledybet. Borgerne var imidlertid i Forsvarsstand, hvorfor han intet Angreb turde gøre, men hærjede Hven og Amager og blev en Maanedstid liggende udenfor sidstnævnte Ø, medens han gjorde et mislykket Anfald paa Skanør i Skaane. Den 6. Avgust lettede han Anker og hærjede derpaa Møn og Falster, men vendte hjem gennem Storebelt 2). Byen slap saaledes for en rigtig Belejring, men man fik ved denne Lejlighed Øjet op for, at Fæstningsværkerne var i en ringe Stand, hvorfor Borgerne tog fat paa Opførelsen af en Mur med Taarne omkring Byen, der angives at være opført 1290 og af hvilken det i Maj 1878 nedrevne Taarn, der ved Voldens Sløfning var fundet udenfor Larslejstræde, sikkert var en Levning 3).

I April 1294 saa Kongen sig nødsaget til at fængsle Erkebiskop Johan Grand, og kort efter var han i Kjøbenhavn, idet han 7. Juni takkede Borgerne, fordi de havde vist sig tro i hans Tjeneste og afvist hans og Rigets Fjenders talrige

__________

1) S. Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser III. 434.

2) S. R. D. I. 248. P. A. Munch: det norske Folks Historie VI. 159-61.

3) Jfr. Kbhvn. i Middelaldren S. 51.

12

Angreb, ligesom de havde tilsagt lignende Tjeneste i Fremtiden; til Gengæld lovede han, at naar de skulde komme til at fængsle hans Fjender eller fratage dem deres Gods, vilde han holde dem skadesløse for hvad de kunde komme til at lide i den Anledning 1). Formodenlig var Borgerne i det hele ikke ret vel tilfredse med deres gejstlige Herre, Biskoppen i Roskilde, der holdt dem stramt i Tøjlerne og ikke indrømmede en saadan kommunal Selvstændighed, som fandtes i andre Købstæder; endvidere var der vel mange, der misbilligede Gejstlighedens Modstand mod Kongemagten, og da nu Erkebispen var fængslet, kunde man muligvis have Haab om at afkaste Aaget; Ansvaret var ikke stort, ti naar Kongen og Biskoppen var Fjender, havde man nu Kongens Brev paa, at han vilde fri sine Tilhængere for Straf, om det skulde gaa galt. Det er sandsynligvis under en ved denne Tid fremkommen Strid imellem Borgerne, Biskoppens Tilhængere og fremmede Købmænd, at der er sket et Overgreb mod prøjsiske Købmænd. I et Brev af 8. Oktober udstædte Kongen nemlig et Brev, i hvilket han bevidnede, at det Anfald, som i Kjøbenhavn var foretaget paa Ejendele, der tilhørte den tydske Ridderorden i Prøjsen, ikke var udøvet af Borgere fra Lybæk eller andre slaviske Stæder, men deri var disse Stæder ganske uskyldige 2). Mærkeligt nok gives ingen Oplysning om, hvem der har udført denne Gerning, Brevet er alene udstædt forat udfri Lybæk og de andre Stæder af Forlegenhed.

Sandsynligvis var det allerede i 1294 at der udbrød et formeligt Oprør i Staden. Biskoppen var tilstede paa Slottet, da han hørte Stormklokkernes Lyd og saa Borgerne samles ved Stranden med truende Fagter; der omtales ogsaa Voldshandlinger, der sandsynligvis har bestaaet i Overlast mod dem, som søgte at stanse Oprøret. Slottet laa da paa en lille Holm, der ikke var forbunden ved Broer med Staden,

__________

1) K. D. I. 60.

2) K. D. I. 60-61.

13

og var ikke saa let at komme til. Paa Stranden opstilledes Blider, der skød skarpe Pile derimod, men uden at kunne udrette noget. Om Natten holdt Oprørerne Raad paa Nikolaj Kirkegaard, der vistnok da gik lige til Stranden, og næste Dag holdt man Møde paa Raadhuset og opsatte et Klageskrift til Kongen mod Biskoppen, af hvem man altsaa har følt sig krænket ved en bestemt Lejlighed. Da det udtrykkelig berettes, at man derpaa holdt Gildelag, som Biskoppen udtrykkelig havde forbudt, ligger det nær at antage, at det navnlig er dette Forbud, som man har fundet for haardt, da Landets andre Købstedborgere maatte slutte sig sammen i Lav og Gilder, som dem selv lystede.

Desværre hører man intet om, hvorledes Oprøret dæmpedes, men næste Aar var Biskoppens Myndighed over Borgerne saa stærk som nogensinde, idet disse endog alle ved et Forlig erkendte Biskoppens Ejendomsret over Byens Grund, saaledes at enhver Borger i Fremtiden maatte yde Jordskyld til ham, der fik Forkøbsret til enhver Ejendom, som skulde gaa ud af Familien. Kongen har hverken kunnet hjælpe Borgerne til at blive fri for Biskoppens Herredømme eller endog blot indfri sit Løfte om at holde dem skadesløse for Følgerne af deres Angreb paa hans Fjender 1).

I Maj Maaned 1294 holdtes et Fredsmøde i Kjøbenhavn forat mægle Forlig mellem Danmark og Norge, ved hvilket sandsynligvis Erik Menved var tilstede; i alt Fald mødte den rygiske Fyrst Vitslav paa hans Vegne. Ogsaa 1299 holdtes her et lignende Fredsmøde 2).

I Sommermaanederne 1299 stævnede den pavelige Legat Isarnus Kongen og Erkebispen for sig i Kjøbenhavn, hvor begge Parters Indlæg drøftedes. 2 af disse Møder holdtes i Degnegaarden og et i Kannik Asser Galles Gaard 3).

__________

1) Jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 31-32.

2) P. A. Munch a. St. VI. 217, 317.

3) S. R. D. VI. 360, 365, 372.

14

Det 13de Aarhundrede viser saaledes Kjøbenhavn som et vigtigt Punkt i Riget. Fjendtlige Angreb rettes stadig mod Staden; de nordtydske Stæder anser den allerede 1248 for en saa betydelig Medbejler til Handelen i Øresund, at de aldeles lægger den øde; de danske Konger tragter alle efter at faa den tilbage til Kronen, og dens Beliggenhed viser sig saa heldig, at vigtige Møder kan afholdes her. Selve Byen er endnu kun af ringe Folketal; vel synes dens Omfang ved Aarhundredets Slutning i det væsenlige at være det samme som det fandtes i Kristian IV's Tid, men Bebyggelsen var kun liden udenfor den Del, der laa omkring Gammeltorv. Kun paa Markedets Tid udfoldedes større Liv blandt Stadens Borgere, naar de fremmede Købmænd samledes i Boderne ved Nikolaj Kirke, paa Bremerholm og langs Stranden, og naar Fiskerne aflossede deres rige Ladninger. Udenfor denne Tid har Borgerne næppe taget stor Del i den almindelige Handel, men det politiske Liv har dog ogsaa blandt dem til sine Tider strømmet frisk, og naar Rigets Fjender lagde sig udenfor Havnen, har Borgerne ikke vægret sig ved at forsvare deres Stad med Vaaben i Haand. Ogsaa naar det gjaldt Fædrelandets Interesse ligeoverfor den Gejstlighed, der ofte, verdslig set, optraadte som dets Fjender, stod Borgerne sikkert paa Kongens Side, til hvem de ønskede at overgive deres Sted. Deres egne Interesser maatte ogsaa netop lede dem til denne Side, ti Biskoppens Herredømme var despotisk og indrømmede saa faa Friheder som muligt, medens de under Kongens Regering vilde opnaa samme Friheder som andre Købstæder, en blomstrende Handel, kommunal Selvstyrelse og Associationsfrihed. Iøvrigt fremstiller Kilderne os meget lidet om de indre Tilstande. Af gejstlige Stiftelser fik Staden i Løbet af Aarhundredet, foruden Domkapitlet ved den gamle Frue Kirke, endnu 3 Sognekirker, St. Peders, St. Klemens og St. Nikolaj, 1238 et Graabrødrekloster og i Aarhundredets sidste Aar Helligaandshus, et Plejehus for Syge, ligesom St. Jørgens Hus udenfor

15

Staden ogsaa var til dengang. Flere Klostre fik Staden ikke førend mod Slutningen af Katholicismen, hvilket tyder paa at den først mod den Tid eller efterat den var bleven Residensstad, som Købstad betragtet, har opnaat nogen større Betydning. Det var egenlig kun Frygten for, hvad den kunde blive, naar den kom i Kronens Eje, der fremkaldte Lybæks Had og gentagne Forsøg paa Ødelæggelse.

Det ny Aarhundrede blev ikke roligere for Kjøbenhavn end det foregaaende. Under 1306 fortæller Hvitfeld efterat have omtalt Normændenes Angreb paa Taarnborg ved Korsør: "Samme Aar forsøgte de Norske deres Lykke for Kjøbenhavn, men bleve tilbageslagne og finge ingen Landgang." Herom har andre Kilder intet, saa Hvitfelds Fortælling maa staa ved sit Værd.

Den langvarige Krig med Norge nærmede sig dog sin Ende; 29. Avgust 1308 sluttedes Fredspræliminarierne i Kjøbenhavn og næste Sommer 1309 den egenlige Fred ved Breve, udfærdigede af begge de stridende Konger 1. og 17. Juli, ogsaa i Kjøbenhavn, ved hvilken Lejlighed en Mængde norske Stormænd var tilstede; hvem de danske var, vides ikke. 3 Dage efter udstædtes ogsaa her Fuldmagt, i Kong Eriks og den svenske Kong Birgers Nærværelse, fra den norske Hertug Magnus (senere Kong Magnus Smek) til Biskoppen af Viborg, Provst Johannes i Odense og den danske Adelsmand Ingvar Hjort til paa hans Vegne at fæste den norske Kong Haakons Datter Ingeborg. Den norske Kong Haakon opholdt sig ogsaa her i længre Tid 1).

1313 nærmede Krigen sig atter til Kjøbenhavn, ti i dette Aar afbrændte en af de nordtydske Stæder udrustet Flaade Helsingør, Amager og Skanør, og samme Aar har en Bondeopstand hærjet Sæland, idet gamle Krøniker fortæller: "Kongen lod mange Bønder hænge ved Kjøbenhavn 2)".

__________

1) P. A. Munch: det norske Folks Historie. VI. 499-501, 508-21, 541, 545.

2) S. R. D. I. 190. II. 176, VI. 222, 520.

16

Af et Kongebrev af 17. Maj 1319 skulde man antage, at Kongen da var i Besiddelse af Kjøbenhavn, idet Borgerne sættes i Forhold til Kongens Foged i Henseende til Told, hvilket ikke kunne ske, hvis Biskoppen havde Staden og Slottet i Besiddelse. I saa Fald har Biskop Olav i Roskilde, under Erik Menveds Strid med Erkebiskop Esger Jul og Hertug Kristoffer, godvillig overdraget ham Staden i nogle Aar til Rigets bedste, hvilket i alle Fald maa være ophørt ved Kongens Død 13. Nov. samme Aar 1).

Den sønderjydske Hertug Valdemar, der 1326 ved Grev Gerts Hjælp blev hyldet som Danmarks Konge, var 4. Juli i Kjøbenhavn sammen med de holstenske Grever Gert, Johan og Adolf og stadfæstede der Borgerne i Stralsund, Greifsvalde, Anklam og Demmin deres gamle Handelsprivilegier. Dagen efter var han i Roskilde. 6. April 1328 var han her igen, da han tog Sorø Kloster under sin Beskyttelse. Samme Dag var Hertug Knud Porse af Halland og Samsø ogsaa tilstede her 2). Ved den Tid nærmede Valdemars Kongedømme sig Enden, han frasagde sig Riget først i 1330, men allerede 1329 var Kristoffer II vendt tilbage. 21. Sept. sidstnævnte Aar var denne i Kjøbenhavn, men, som det i Kjøbenhavn i Middelaldren S. 33 udførligt er omtalt, havde hans Halvbroder Grev Johan af Holsten bemægtiget sig Kjøbenhavn som Pant for tilgodehavende Penge.

Sammesteds S. 34-35 er det ogsaa fortalt, hvorledes Valdemar Atterdag efter sin Tronbestigelse 1340 næste Aar fik en formel Ret til Kjøbenhavn ved, at Biskop Jens Nyborg overdrog ham den paa 2 Aar, hvorefter han igen pantsatte Kjøbenhavn og andre Dele af Riget til tydske Adelsmænd, blandt hvilke Markvard Stove den ældre nævnes. Disse maa atter have overdraget dette Pant til en anden, ti i den Del af

__________

1) K. D. I. 66-67.

2) Regesta 1986, 1987, 2042, 2043.

17

den gamle svenske Rimkrønike, der er forfattet 1452, forekommer følgende 1):

"End vare de Danske skyldige dessen
en som hed Konrad von Plessen
at betale i kølnisk Vægt fri
Tretusinde lødig Mark og femti.
Han havde derfor til "Borga" (Borgen)
Købmannehavns Hus og Gorgha (Gurre),
Roskilde to Herred 2) (Dele) og Bytaarnet ved Købmannehavn,
og disse efterskrevne tre Herreder ved Navn
Sømme Herred og Lille Herred
og Tune Herred 3), disse tre er det."

Dette Pant overdrog Plessen til Kong Magnus Smek, der 1343 overlod Kjøbenhavn med hvad han havde vesten for Øresund til Valdemar Atterdag for 7000 Mk. rent Sølv.

Uagtet den formelle Ret saaledes var vandret over paa forskellige Hænder, vedblev de holstenske Magthavere at holde Kjøbenhavn besat og Kongen kunde kun vinde den ved Vaabenmagt. Den svabiske Adelsmand Frederik von Lochen, der 1340 fulgte med Valdemar ind i Danmark i Spidsen for en Skare Brandenborgere og Bayrere og kort efter blev hans Marsk, drog efter det uheldige Slag ved Kalundborg 1341 tilbage til Tydskland, hvor han traadte i Forbindelse med Lybækkerne, der var forbitrede over Holstenernes Plyndringer, og trængte gennem Holsten til Dänischwold, hvorfra han sejlede til Sæland og drog imod Kjøbenhavn. Det ovenfor omtalte Taarn blev da belejret af Kongens Tropper 4), men tilkomne svenske Hjælpetropper havde gjort disses Stilling vanskelig. Da nu Frederik von Lochen kom til med friske Folk, har Besætningen gjort et Udfald og det kom til et Sammenstød udenfor Byen 26. Juni 1342, hvor v. Lochen vandt en fuldstændig Sejr ved Blidebro. Denne

__________

1) Klemmings Udgave af Svenska Medeltidens Rimkrøniker I. 172.

2) Maa være Fejlskrift for Dele, da Kongen, ejede 3/4 af Roskilde, Biskoppen 1/4 (S. R. D. VII. 68).

3) Rettet fra Sæme, Kille og Tyme Herred.

4) P. A. Munch a. St. 2. Hovedafd. I. 274.

18

er beskreven af en østerrigsk Digter Peter Suchenwirt, men uden at der iøvrigt gives nærmere Oplysning om Slagets Gang eller særegne Lokaliteter:

"Man hørt von den Galandern
gar wenig süsses singen,
nur die scharffen Klingen
die gaben auf den Helm Klang" 1)

En samtidig Krønike 2) nævner som Anfører for Modpartiet Markvard Stove den yngre, Høvedsmand paa Vordingborg, der maatte flygte, og omtaler svenske Hjælpetropper.

Blidebro nævnes kun denne ene Gang og var sandsynligvis en Bro udenfor Vesterport over Afløbet af St. Jørgens Sø, da den maa have været i Stadens umiddelbare Nærhed; den havde selvfølgelig sit Navn af Datidens Skyts og var formodenlig beskyttet af en Blide.

Ved dette Slag omtales vel Besætningens Nederlag, men selve Kjøbenhavn blev ikke indtaget. Umiddelbart efter er det, at Magnus Smek overtog den i Pant, men Markvard Stove den yngre vedblev paa Holstenernes Vegne at være den faktiske Besidder. Det ses i alle Fald af en paalidelig Krønike 3), at 1346 overvandt en af Kong Valdemars Mænd Albert von Oost Markvard Stove i Kjøbenhavn, og at denne holdtes fangen paa Slottet, indtil han undveg næste Aar. Da han blev holdt fangen, maa Sagen have drejet sig om andet end et personligt Mellemværende og Kampen har ikke været en Tvekamp 4), men har angaaet Besiddelsen af Kjøbenhavn og været en virkelig Indtagelse. Denne er sket tidlig paa Aaret, ti 18. April var Kongen her, ligesom han ogsaa opholdt sig her 15. Avgust 5).

__________

1) Historisk Tidsskrift 4 R. V. L. 16-17. De fleste Krøniker (S. R. D. V. 458. VI. 254, 294) siger at Slaget stod i Kjøbenhavn (Hafnis), men Kjøbenhavns Kapitels Nekrologium (K. D. II. 12) har juxta Blithebro.

2) S. R. D. VI. 524.

3) S. R. D. VI. 525.

4) in certamine singulari in Hafn. Krøniken i S. R. D. VI. 254 har læst disse Ord galt som in coenobio Hafnis.

5) Regesta 2272, 2276, 2277.

19

Den Tilstand, hvori Byen nu havde været i en Snes Aar, var næppe misundelsesværdig. Det ses af en Mængde Klager fra tydske Stæder, navnlig Greifswalde, Rostok og Stralsund, hvorledes Markvard Stove den ældre og Markvard Stove den yngre, der betegnes som hins Farbroder, udplyndrede og fortrædigede de fremmede Købmænd, der kom til Danmark, og flere Gange omtales Udplyndringer i Kjøbenhavn udførte baade af Markvarderne selv og deres Befalingsmænd, navnlig Heyne Hund Brokdorf, Eggert Brokdorf og Woldenberg. Hvorledes Stadens Forhold har været under disse fremmede Magthavere, derom tier Kilderne, men hele Danmarks Klage gav sig tilkende i de bekendte latinske Vers, der begynder saaledes:

Geme, plange mæsto more
Dole rosa Dacia i.e.:
Suk og klag med sorgfuld Mine
Kummerfulde Danmarks Rige,

og giver en ynkelig Beskrivelse af de tydske Herrers Voldsherredømme, de tydske Sæders Indtrængen og Folkets Forfald.

Uagtet Kjøbenhavn saaledes i lang Tid saa godt som var en fremmed By, stadfæstede dog Kong Valdemar Bogerne 1341 alle de Friheder og Naadesbevisninger, som de havde modtaget af hans Forgængere, hvad enten de havde Brev derpaa, eller ikke; han lægger til, at det er til Tak for den Redelighed og Uforsagthed, som Raadet og alle Borgerne havde vist imod Kongen og hans Tilhængere 1).

I de følgende Aar opholdt Kongen sig her af og til, saaledes 24. Juni 1347 og 3. Maj 1348 2).

Det nævnes flere Steder, at Kjøbenhavn 1362 blev ødelagt af Hansestæderne, men dette er en Forveksling med hvad der foregik 6 Aar efter 3).

__________

1) K. D. I. 78.

2) Regesta 2299 og 2309.

3) Ogsaa nævnes 1361 (S. R. D. I. 134. VI. 226), men disse ny Kilder har ingen Værd i saa Henseende; gamle samtidige Krøniker kender ikke denne Ødelæggelse. Se herom P. A. Munch 2. Hovedafdeling I. 721

20

Det var imidlertid ikke langt fra at Kjøbenhavn dog 1362 var bleven Krigsskueplads. Lybæk, der havde været Valdemar Atterdags Forbundsfælle ved Samlingen af det danske Rige, følte sig haardt skuffet ved Kongens ringe Taknemlighed i Henseende til Handelen paa Skaane, og da Valdemar 1361 havde ødelagt Visby paa Gulland, blev Lybæk med de andre Hansestæder hans aabenbare Fjende, der i Foraaret 1362 sendte en stærkt udrustet Flaade ind i Øresund. Dennes Maal var egentlig Kjøbenhavn, men da man ventede en svensk-norsk Flaade, vendte man sig først mod Helsingborg, som blev belejret i 12 Uger, uden at den svenske Konge sendte Hjælp, og da Kong Valdemar fratog Hansestæderne 12 store Skibe, fulde af Proviant og Krigsmateriel, maatte den øvrige Flaade vende hjem med uforrettet Sag. Den lybske Høvedsmand, Hr. Johan Wittenborg maatte bøde med Livet, men et senere lybsk Sagn har saaledes forvansket Omstændighederne, at det lader ham erobre Kjøbenhavn, hvor han blev saa indtagen i Dronningen, at han gav hende Bornholm for en Dans 1).

Den 9. April 1363 foregik en i sine Følger vigtig Begivenhed, idet Kong Valdemar højtideligholdt sin 10-aarige Datter Margretes Bryllup med den norske Kong Haakon 2). De var allerede blevne trolovede i Kjøbenhavn i Foraaret 1359 med stor Højtidelighed i Overværelse af de højeste gejstlige og verdslige Stormænd, hvor Haakon med sin Fader Kong Magnus Smek og dennes Dronning Blanche allerede ifølge en Aftale med Valdemar skulde have indfundet sig i Julen, hvilket dog ikke blev til noget. Haakon nødtes imidlertid 1361 til at hæve Forlovelsen med Margrete og maatte forlove sig med Elisabeth, en Datter af Grev Gert i Holsten, der sidst i Aaret 1362 fra Travemynde sejlede til Kalmar

__________

1) W. Mantels i Hanseatische Geschichtsblätter. I. 114-22.

2) P. A. Munch: Det norske Folks Hist. 2 Hovedafd. I. 654, 655. 709, 734-35.

21

for at fuldbyrde Brylluppet. Men Modvind drev Skibene i Land, sandsynligvis paa Bornholm, hvor Erkebispen af Lund holdt Bruden fast under Paaskud af, at han vilde hindre Kong Haakon i at begaa en Synd, idet Elisabeth var Margrete saa nær beslægtet at deres Ægteskab vilde være indenfor de forbudte Grader, da Trolovelse ansaas som en ligesaa nær Forbindelse som Ægteskab. Medens hun ikke kunde komme videre, sluttede Valdemar hurtig et Forbund med Kongerne Magnus og Haakon og Brylluppet stod i Hast paa Varberg i Halland, medens den egenlige Fest ovennævnte Dag holdtes i Kjøbenhavn, hvilket de islandske Annaler kalder "et stort Hof". Det antages, at Margrete fik Skaane, Halland og Bleking i Morgengave, hvilke Landskaber dog allerede var erobrede af Valdemar, men det var i saa Fald en Stadfæstelse paa hans Besiddelse af dem. Af den største Betydning for Nordens Folk blev dog dette Giftermaal derved at det blev Aarsag til Kalmarunionen. Nogle Forfattere udsiger, at under Festlighederne døde Kong Magnus's Dronning Blanche i Kjøbenhavn, men dette er urigtigt, da hun først døde flere Maaneder efter i Norge. Endnu 11. Maj var Kongen i Kjøbenhavn, hvor han fra Slottet daterede en Skrivelse til Hansestæderne, ved hvilken Lejlighed Vikko Moltke nævnes som Høvedsmand paa Slottet, hvilken Stilling han ogsaa havde beklædt Aaret i Forvejen 1).

1368 sluttede Hansestæderne, Kong Albrecht af Sverig, Hertugerne af Holsten og Meklenborg et frygteligt Forbund imod Danmark, paa samme Tid som den nørrejydske Adel viste den Mangel paa Fædrelandskærlighed at den gjorde Opstand og derved rakte Haand til den paatænkte Deling af Fædrelandet. Man ser hvor ubehagelig Kjøbenhavns Tilværelse var for Hansestæderne i den Bestemmelse i deres Traktat med Hertugen af Meklenborg, hvem Sæland, Møn og Falster skulde tilfalde, at Kjøbenhavns Slot skulde ned-

__________

1) Sartorius: Gesch. der Hanse II. 507, 519.

22

brydes og ødelægges. En Flaade sendtes nu ind i Øresund og indtog og ødelagde Kjøbenhavn 2 Maj; Helsingør, Nykøbing, Falsterbo, Skanør led samme Skæbne, Amager og en stor Del af Sæland plyndredes. I Kjøbenhavns Kapitels Nekrologium har en samtidig optegnet under 2. Maj: "1368 ødelagde Tydskerne Kjøbenhavns Stad i Bund og Grund" 1), og Mindet herom haves i den en halv Snes Aar efter forfattede Jordebog, der omtaler den øde Del af Staden (villa desolata) 2). Slottet blev nu besat af de tydske Tropper og ved en Hansereces af 24. Juni bestemtes der, at hvis man kom til at rømme Sæland, skulde Slottet først nedbrydes, men hvis man vedblev at være Herre i Landet, skulde dette først ske, naar man havde faaet en anden Fæstning. Med Hensyn til Overbefalingen over Slottet, skulde Høvedsmændene for de forenede Magters Tropper kaste Lod om, hvem der skulde være Høvedsmand her. Paa samme Tid er der Tale om Betalingen for de Skibe, der var købte til at sænke i Dybet forat ødelægge Indløbet til Havnen. I en følgende Reces af 8. Oktober vedtoges det, at Slottet skulde vedblive at bestaa og fremdeles holdes besat, saaledes at enhver Høvedsmand underholdt sine Folk 3).

Kort efter faldt imidlertid Helsingborg, inden 21. Okt., og nu holdt man det ikke mere for nødvendigt at bevare Kjøbenhavn som en fast Plads 4); Slottet blev ødelagt, hvilket bestemt ses af en Skrivelse fra Hertug Albrecht af 11. April 1373, hvori han klager over at Lybækkerne havde sveget ham, idet de havde lovet ham alt hvad de erobrede i Danmark, undtagen alene Kjøbenhavns Slot, der skulde nedrives, hvilket ogsaa var sket, medens Hansestæderne paa den anden Side mente at han ikke havde hjulpet dem nok 5). Straks blev Slottet dog ikke nedbrudt, ti en Hansereces at 13. Juli 1369 bestemte, at ligesaa snart der kom Underretning om,

__________

1) K. D. II. 10.

2) K. D. I. 109.

3) K. D. I. 91. II. 22.

4) Hanseatische Geschichtsblätter I. 131-32.

5) K. D. II. 23.

23

at Helsingborg var indtaget 1), skulde der ufortøvet sendes Stenhuggere til Kjøbenhavn, saaledes at Lybæk sendte 20, Stralsund 10, Rostok 8, Vismar 5 og Greifswalde 4 2). Hvad disse skulde der er let at begribe: Slottet maatte nedbrydes, da de tydske Tropper altsaa havde en anden Fæstning ved Øresund i sin Magt, hvilket var Betingelsen for Kjøbenhavns Ødelæggelse. De stridende Parter var imidlertid kede af Krigen og 30. Nov. 1369 sluttedes Freden i Stralsund paa ydmygende Betingelser for Danmark, navnlig ved Skaanes Overdragelse paa 15 Aar til Hansestæderne; Kjøbenhavn kom derved tilbage til Kongen. Det berettes i Dronning Margretes Brev af 7. Dec. 1375, at Slottet da var aldeles ødelagt og jevnet med Jorden (solotenus prostratus et funditus demolitus) 3); dette er altsaa sket mellem 13. Juli og 30. November, uagtet Helsingborg ikke blev indtaget denne Gang. Formodenlig er Kjøbenhavns Slot nedbrudt ved de første Forsøg paa Fredsunderhandlinger, for at det i det mindste i længre Tid kunde være uskadeligt for de tydske Interesser.

Da Valdemar Atterdag døde 1375, kom Kjøbenhavn tilbage til Roskilde Bispestol. Om det ny Kongevalg var der nu længre Forhandlinger, og da Oluf 3. Maj 1376 var bleven udvalgt til Konge i Danmark, fremkaldte dette stor Misfornøjelse hos Hertug Albrecht af Meklenborg paa hans Sønnesøn Kong Albrechts Vegne af Sverig. Da Hansestæderne imidlertid havde sluttet sig til Kong Olufs Parti, drog han i Eftersommeren med en stor Flaade til Kjøbenhavn og sluttede den 21. September 1376 et Forlig med de danske Stormænd, hvorved der forbeholdtes hans Sønnesøn en

__________

1) Helsingborg var nemlig gaaet tabt, og blev nu belejret anden Gang (se Recesse der Hansetage II. 30).

2) K. D. I. 91.

3) K. D. I. 115.

24

Affindelse for Tabet af den danske Trone, der skulde overlades? til forskellige Fyrsters Voldgift 1).

Fra denne Tid har vi et godt Bidrag til Skildring af Kjøbenhavn i den Jordebog, som blev forfattet i Anledning af Stadens Overgang til Biskoppen i Roskilde 1375. Det er allerede paavist af J. Steenstrup, at denne Jordebog maa være forfattet efter 1377 2), og det kan nu oplyses, at den ikke kan være yngre end 1380; 9. April dette Aar skødede nemlig "Georgius Hynsch" til Præsten Hr. Markvard en Grund sønden for Oluf Redesvends Gaard i Bjørnebrogade, men i selve Jordebogen betegnes førstnævnte, der rigtignok der kaldes Gødechinus Hincesson, endnu som Ejer af Gaarden ved Siden af Oluf Redesvends; vi kan altsaa nu bestemme Jordebogens Tilblivelsestid som Aarene 1377-803). Hvad

__________

1) Suhm IV. 500-03. En klar Oversigt over Forholdene ved det danske Tronfølgervalg findes i Hist. Tidskr. 4 R. V. L. 1-10 af F. Krarup.

2) Studier over Kong Valdemar Jordebog S. 48. Jfr. K. D. I. 94, IV. 14.

3) K. D. I. 108, IV. 15. I Modsætning hertil sætter A. D. Jørgensen (Aarb. f. nord. Oldk, 1877 S. 281) Jordebogens Alder til før 18. Febr. 1374; en Grund, der i Jordebogen (K. D. I. 99) siges at tilhøre Kristi Legems Alter, nævnes nemlig i et Brev af nævnte Dag (K. D. IV. 13) som henlagt til S. Peders Alter. Det siges imidlertid ikke, at Kristi Legems Alter da blev forandret til S. Peders Alter, men at den nævnte Grund oprindelig var skænket til at bekoste Fakler, der hvert Aar paa Kristi Legems Dag skulde bæres i Procession foran Herrens Legeme; den var netop ikke givet til noget Alter; dog bestemte nu Giverens Arvinger, at den skulde henlægges til nævnte S. Peders Alter paa Korets Nordside. Dette Alter kaldes imidlertid i Udskriften paa Brevet Hellig tre Kongers Alter ligesom i Kapitlets Necrologium (K. D. II. 13) altare trium magorum, der betyder det samme; et saadant S. Peders Alter er altsaa ikke kommet i Stand under det Navn, da der formodenlig allerede har været et andet S. Peders Alter, og man har været usikker i dets Benævnelse, hvorfor man ogsaa har kaldt det Kristi Legems Alter, paa Grund af at det første Gods, der blev henlagt dertil, havde haft Kristi Legems For- [ fortsat side 25 ] herligelse til Øjemed; der er efter Forf. Opfattelse intet i Udtrykkene i Brevet, der kan bevise, at der var noget Kristi Legems Alter, der 1374 omdannedes til S. Peders Alter, men der er kun et Alter, der snart havde sidstnævnte Navn og snart var opnævnt efter de Hellige tre Konger.

25

der straks bliver iøjnefaldende ved denne Fortegnelse over Borgerne er, at saa mange udenbys Folk, der bode andensteds, ejede Grunde her, hvilket ligefrem var forbudt i Stadsretten; der er saaledes 5 fra Roskilde, 4 fra Malmø, 3 fra Køge, en fra Lund, en fra Holbæk, en fra Halmstad, en fra Hjørring, der iøvrigt baade nævnes som Arnold af Hjørring og som Arnold Hjørring; fra Landet nævnes Folk fra Solbjerg, Nærum, Hersted (2), Husum, Hvessinge, Blovstrød, Ramløse og Spangager; af disse sidste var upaatvivlelig flere Adelspersoner, hvis Tilnavn betegnes efter deres Hovedgaarde, og paa samme Maade maa det antages at de nævnte Kjøbstadfolk var Borgere i de Købstæder, efter hvilke de nævnes, hvad der f. Ex. vides om Snefugl fra Roskilde, der et Sted ligefrem kaldes Snefugl i Roskilde (Roskildis). Af en anden Karakter er de Personnavne, hvor Hjemstavnen er bleven ligefrem et Efternavn, som Klaus Køge, Lars Nestved, Andreas Holbek, Frende Riber, Jens Skave, Jens Brønshøj, Jakob Tybjerg, Jakob Amage, Andreas Lindebjerg, Niels Baggebjerg, 2 med Tilnavnet Skoverud, Cysæmoos og flere, ligesom Per og Niels Jyde, Niels Fynbo, Peder Skaaning; disse Folk er sikkert Borgere i Kjøbenhavn, men ikke indfødte. En Mængde Navne betegner tydelig deres Jhændehaveres tydske Oprindelse: Herman Kernedorf fra Karrendorf, Henneke Griskov, Cecilia Krakows, alle fra Pommern, Henneke Grevensmølen fra Meklenborg, Hans Dulmen fra Vestfalen, vistnok den samme som Hannes Vestfaal, Hannes vam Sike fra Siggen i Holsten, Brun de Gripsvald, Bernard og Morten de Sunde (Stralsund), Hans og Jakob Lybike (Lybæk), Gotskalk de Elsyn, Rolf de Nyppen; andre

26

tydske Navne er f. E. Bennike Sudena, Hans Quatz, Gødeke Hincesøn, Heyne Rydning, Herman Trendekop, Stoltenberg, Brygow, Dubertyn, Købike Sudere, Slæbehoden, Bidekow, P. Lindo, Svartekop, Bøbelkow, Røthger, Talike, Klavs Mulsov, De sidstnævnte har formodentlig mest været Købmænd; af andre Navne findes flere, der tilkendegiver Livsstillingen, saaledes nævnes 2 Kræmmere Røthger og Aage Institor, en anden Kræmmer er formodenlig Hemming Peber. Ved en Handelsplads var det nødvendigt, at der var en Vejerbod, og den der forestod denne hed Verner Pundere, en anden Vejer var nok Gødeke Stenvejer, der dog ogsaa kaldes Stenvek, ogsaa nævnes Sivard Stenvek. Paa Sildemarkedets Tid behøvedes Folk til at lave Fustager til Sildene, derfor var her en Peder Bødiker, og Hakon Tollære oppebar Toldafgiften af Ud- og Indførslen. Til Indbyggernes Forsyning fandtes her 2 Møllere, en Brygger, flere Bagere. Bodil Bradrygger røgede Kød, Mikkel Alekarl fangede Aal, Niels Fleckesyl tilberedte Flækkesild, Luce Kaalkone solgte Grønsager, Hans Kirnemelk var formodenlig Mælkehandler og Didrik Krookarl holdt Beværtning. Af Haandværkere nævnes flere Smede, en Guldsmed, 2 Sporesmede, mange Skomagere og Skrædere, en Skindbereder, en Mursvend, en Sadelmager, en Rebslaar (Rebvinder), en Tømmermand (Tymbræ), en Harniskmager (Pladesudere), en Maler, en Dynemager, ja der nævnes endog en Jøde, der hed Jakob 1). Til at gaa til haande ved Havnen nævnes en Driver, 2 Dragere. Om Stadens Forsvar minder 2 med Tilnavnet Skytte, Hans Blidemester, der betjente Bliderne, Datidens Voldskyts; Politiet repræsenteres af Jakob Bysven og Thord Vægter.

__________

1) I Middelaldren nød Jøderne Begunstigelser i flere tydske Købstæder, da Pengehandel og Vexelforretninger næsten udelukkende var i deres Hænder. Vi kan ej heller undre os over Tilstedeværelsen af en saadan her. Se Maurer Städteverfassung II. 29.

27

For Legemets Sundhedspleje sørgede Klavs Badstuemand, der er den eneste der nævnes af denne Haandtering, uagtet Byen havde flere Badstuer, Hans Læge, og for den sidste Omsorg Tidike Dødgraver. Kjøbenhavn havde vel som sagt mange tydske Indbyggere, men den overvejende Del af Borgerne var dog dansk; dette ses af Navne som Niels Krage, Jens Gris, Bo Hest, Povl Fugl, Stud, Jens og Thorsten Ulv, Mikkel Ravn, Lars Svale, Esger Flue, Jens Blomme; eller som Peder Kerlingøre, Andreas Guldpenning, Peder Kring, Niels Langben, Jakob Mørk, Jens Puge (en lille Mand, en Nisse), Jonas Grummekarl, Jens Mand, Jonas Bing, Peder Skegge, Peder Hvid, Adam Pygh (Beg), Niels Værre, Mikkel Ganger, Jens Kniveløs, Bo Klage, Niels Drukken, Jonas Liden, Peder Galen, Bo, Jonas og Andreas Lang, Jens Ryk, Andreas Stærke, Andreas Rød, Jonas Vad o. fl.

Det er ovenfor omtalt, hvorledes her alt dengang bode flere Adelsmænd 1); af Jordebogen fremgaar, at Gaarde ejedes bl. a. af Rigens Drost Henning Podebusk, Ridder Ootz (Albert von Oost, jfr. S. 18), Bryms (Kongens Justitiarius); flere andre Ejendomsbesiddere bar Adelsnavne, uden at vi derfor nu kan bevise at de har været det, f. E. Niels Begere, Johan og Las Frost, Mogens Jura, Broder Krafse, Las Kruse, Jens Kanne, Jens og Oluf Bagge osv.

Efter denne Oversigt over Indbyggerne, hvis Tal man næppe kan sætte til 4000, gaar vi over til at se, hvad Jordebogen lærer os om Stadens ydre Udseende. Først opregnes de 134 Grunde, der laa langs Stranden, og som ydede Jordskyld til Stadens Herre 2); deres Udstrækning var fra Gravens Udløb i Stranden omtrent ved Farvergade, grupperede sig først omkring Ladbro og fulgte sandsynligvis langs Ladbrostræde (Kompagni- og Læderstræde, der formodenlig for en stor Del var Strandgade og saaledes ikke

__________

1) Jvfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 205-06.

2) Jfr. sammesteds S. 15-19.

28

bebygget paa den nuværende sydlige Side af Gaden. Videre omfattede disse Grunde den sydlige Husrække i Vimmelskaftet, den Del af Højbroplads, der ikke var Strand, og Østergades sydlige Husrække tilligemed de Grupper af Bebyggelse, der laa omkring Nikolaj Kirke.

Derefter opregnes Grundene norden for Vestergade, den første er Hjørnegrunden til Volden, den næste nuværende Gadenumer 28 og 30, hvilket ses af, at disse endnu yder Jordskyld til Vallensbæk Kirke, hvilken de allerede tilhørte paa Jordebogens Tid, ialt er der 20 Grunde paa denne Side af Vestergade, nu 16. Derpaa følger Grundene paa Sydsiden af Vestergade, der betegnes at ligge i S. Klemens Sogn; den 13de Grund er en Badstue, der genkendes som den saakaldte Vombadstue, hvis Beliggenhed var tæt ved Gammeltorv. Derefter følger formodenlig Grunde langs dette Torvs vestlige Side, den anden tilhører Apostelaltret og den 7de samme Alter, sandsynligvis den Residens for Kapellanen, der 1558 betegnes, som liggende ved den vestre Ende af Raadhuset; de følgende 42 Grunde, maa nærmest tænkes at indbefatte den sydlige og østlige Side af Gammeltorv, der vistnok var tæt bebygget, og formodenlig tillige Grunde i dettes nærmeste Omegn, idet saaledes de Jorder, der tilhørte de 3 Gilder, Jomfru Maries, Helligaands og St. Peders, formodenlig dog laa i en Sidegade; det første og det sidste var senere Lavsgilde for Skinderne og Vognmændene.

Derpaa følger Grundene i Nørregade paa denne Gades Vestside. Paa Hjørnegrunden bode Hakon Tolder, den 3die Grund derfra tilhørte Kristi Legems Alter (se foran S. 24 Anm.) og den 7de derfra laa ved S. Peders Kirkegaard, den 13de Grund derfra laa ved Nørreport, nu findes 26 Grunde paa samme Strækning. Paa Nørregades østre Side nævnes derefter 18 Grunde fra Porten til Gammeltorv, den 12te laa nærved Skolen, der vides at have ligget mellem Frue Kirke og Klædeboderne; den anden Grund derfra, der tilhørte Apostelaltret, har 5 Boder, i hvilke der bode Skomagere og andre

29

Haandværkere, og laa lige overfor den foran nævnte Grund, der tilhørte Kristi Legems Alter, derfra er 4 Grunde med 9 Boder, den sidste nærmest Torvet tilhørende Frue Kirke 1).

Jordebogen begynder nu med Husene paa den nordlige Side af Klædeboderne fra Torvet af; den 13de Grund betegnes i et andet Dokument som den østligste i Klædeboderne 2). De dernæst følgende 19 til 20 Boder indeholder bl. a. Kræmmerboder og er formodenlig den sydlige Side af Gaden Klædeboderne; af et Brev fra 1492 ses, at da bode en Kræmmer i det sydlige Hjørnehus mellem Torvet og denne Gade; hvis man tør slutte fra Forhold 100 Aar efter, har Kræmmerboderne altsaa gaaet op mod Torvet. De følgende 16 Grunde betegnes dels som Jorder dels som Gaarde, og da de sidste sikkert vides at ligge i Afstand fra Torvet, maa man antage, at da Jordebogen ophørte med at nævne Klædeboderne, begyndte den igen fra Torvet af med den anden Husrække, især da den sidste Grund tilhørte Maas Skomager og betegnedes at ligge nær ved Sudervraa; men Maases Gaard betegnes i andre Dokumenter som liggende i Tydskemannegade og blev 1434 givet til Skomageraltret i Frue Kirke; den laa "sønder paa Gaden", hvormed vel menes, at

__________

1) Af et Dok. af 1464 (K. D. II 118) ses, at de 6 Bo'der nærmest efter Apostelalterets Gaard da var blevne l Gaard, og at Frue Kirkes Gaard var Hjørnehuset.

2) Det nævnes andensteds, at Anders Holbek ejede den yderste Bod i Klædeboderne, og da han ogsaa ejede den, der laa nærmest ved Hjørnegrunden mod Torvet, har A. D. Jørgensen (Aarb. f. n. Oldk. 1877 S. 283) ment, at det var den, der forstodes ved den yderste. I Kapitlets Nekrologium (K. D. II. 16, 20) siges den nemlig at ligge "in angulo australi", i hvilket Udtryk der er en Tvetydighed, da australis baade kan betyde østlig og sydlig. Klædebodernes Beliggenhed er imidlertid efter Forf. Skøn saa afgjort i Øst og Vest, at der ikke med Jørgensen kan være Tale om noget sydligt Hjørne, der vilde forudsætte en ganske anden Retning af Gaden, da vi her kun kan tale om den Frue Kirke nærmeste Husrække. Det ligger da ogsaa langt nærmere at [ fortsat side 30 ] lade Jordebogen tage sit Udgangspunkt fra Torvet end fra Skovbogade.

30

den laa paa den Side af nuværende Skovbogade, som vi nu vilde kalde den vestlige 1).

Derpaa gaas over til Tydskemannegade, hvor den første Grund betegnes som liggende ved Raadhuset, hvilket vi ikke kan finde nogen anden Plads til end paa Grunden mellem Skindergade og Skovbogade 2), og der medtages nu Husrækken paa Skovbogades Østside og Vimmelskaftets Nordside, hvilke da udgjorde en Gade, der vistnok ikke dannede det skarpe Hjørne mod hinanden som nu; den 26de Grund var Kødmangerboderne 3); den 8de Grund derfra betegnes som liggende ved Klostret, og vi er derved komne ind i Klosterstræde; den 8de Grund derfra igen tilhører Helligaands Hospital, hvorved vi sandsynligvis igen er komne til nuværende Amagertorv; med den 11te Grund derfra er vi naat til Bjørnebrogade, nu Købmagergade; der springes saa over denne og begyndes med dennes Hjørnegrund til Østergade, der var en Grund, der tilhørte Drosten Henning Podebusk; med den 18de Grund er der naat til den røde Port, hvilken maa forklares som Østerport 4).

__________

1) K. D. II. 63. IV. 31, 367.

2) Grundene til at søge Raadhuset paa ovennævnte Sted er udviklet i Kjøbenhavn i Middelaldren S. 93-94, og efter Forf. Betragtningsmaade er der ingen Anledning til at fravige denne, uagtet A. D. Jørgensen fra sit Standpunkt mener at burde søge det ved Gammeltorv (a. St. 287-88).

3) Jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 141.

4) Da H. Podebuskes Jord senere begynder Bjørnebrogades østlige Side, maa Rækkefølgen være som foran er fremsat og ikke opad denne Gades Vestside, som Jørgensen vil (a. St. S. 285-86), idet han vil have Rødeport forklaret som Porten til Helligaandshus. Om flere af de forudgaaende Grunde vides, at de laa i Nikolaj Sogn, men der er dog mere Grund til at antage, at Amagertorvs Nordside hørte dertil end med Jørgensen (a. St. S. 285) at lade Jordebogen springe over Gaden, og som Følge deraf gjøre Færgebrostræde til et med Bjørnebrogade.

31

De følgende Grunde synes at være spredte; der nævnes saaledes en Badstue, der vistnok har ligget i Klosterstræde, en Kaalgaard til Slottet, formodenlig en af de store øde Grunde omkring Gammelmynt, igen en Gaard nærved Bjørnebrogade, en Jord tilhørende Helligaands Hospital, en Grund nærved Degnens Gaard, altsaa tæt ved Frue Kirke, Katrine Alters Jord, vistnok den i Kannikestræde 1), en Have tilhørende Biskoppen, en Grund ved Byens Rende og Rosengaarden, hvilket tyder paa at nævnte 63 Grunde, med Undtagelse af de allerførste, har optaget Gaderne om Frue Kirke og Bjørnebrogades vestlige Side samt den store ubebyggede Rosengaard i Byens Nordende; der nævnes bl. a. en Jord tilhørende Klostret. At Bjørnebrogade er ment, og saaledes at Rækken er fulgt fra nord til syd, ses formodenlig ogsaa deraf, at Jordebogen straks derefter begynder med at opregne dem, der har Grunde østen for Bjørnebrogade, og straks nævner dem, der stødte op til Drost Henning Podebuskes Grund; den femte Grund laa nord op dertil. Derefter følger noget, der ser ud som et Indskud, idet der nævnes en Grund i S. Peders Sogn, men ellers maa her menes alle Ejendomme østen for nævnte Gade, idet der nævnes en Jord ved Graven, en Jord ved Graven paa Grønnegades Nordside og derpaa 8 Jorder, formodenlig i samme Gade. Nu gaas der atter over til Egnen ved Frue Kirke, idet der omtales en Gaard ved S. Peders Kirkegaardr eu Jord tilhørende Biskoppen, formodenlig omkring Skidenstræde og Degnens Have, der har ligget i Nærheden. Med disse 44 Grunde ender Fortegnelsen over Grunde i den bebyggede Del af Staden.

Tilsidst opregnes 77 Grunde foruden St. Jørgens Hus, hvilke betegnes som liggende i den ødelagte Del af Byen, hvilken saaledes ikke er bleven bebygget siden Lybækkernes Angreb nogle Aar i Forvejen. Her nævnes en Mølle, S.

__________

1) K. D. I. 158.

32

Klemens Kirkes Grav, Vestergrav, Østergrav (Vestergrav?) ved Stranden, Vestergrav ved Stranden, Stadens Vesterport, en Jord ved Vesterport norden for Gaden, hvilket viser, at det er næsten hele S. Klemens Sogn eller Strækningen mellem Vestergade, Gammeltorv og Kattesund, den daværende flade Strand, der laa øde.

Det er vel ikke nogen meget udførlig eller klar Underretning, vi faar af nævnte Jordebog, idet der er for faa samtidige Diplomer bevarede, til at vi af dem kan have tilstrækkelig Vejledning til at oplyse dens enkelte Dele og følge dens Gang i alle mindre Forhold 1), men vi ser dog, at Egnen omkring Gammeltorv er den, der er mest bebygget og det temmelig tæt; at ogsaa Nørregade er bebygget til Nørreport, at Kannikestræde har i det mindste nogle Boliger for Kapitlets Prælater. Omkring Graabrødre Kloster og Helligaands Hus, hvilke selv havde store Grunde, Haver og Kirkegaarde, grupperede sig enkelte Bygninger, og den nederste Del af Bjørnebrogade (Købmagergade) havde ogsaa Huse paa begge Sider. En Del af Østergade havde ogsaa Husrækker, men norden for denne laa mest kun Marker og Haver, ligesom den store Grund Rosengaarden; dog nævnes Grønnegade, men det er vistnok kun en Vej mellem Kaalgaardene. Sønden for Østergade var der nogle Gaarde omkring Nikolaj Kirkegaard og ved Østergaard, den senere Vingaard, men det meste her var ogsaa ubebyggede Strækninger 2); Vandet gik dengang højt op her til henimod Vingaardstræde. Langs Stranden var de gamle Boder blevne faste Huse, og Vimmelskaftet med dets Forbindelsesveje med Stranden var ogsaa blevet Gade; dets Gaarde gik vist alle

__________

1) Deraf kommer det, at den udførlige Undersøgelse, som Hr. A. D. Jørgensen har foretaget af Jordebogen, leder til ganske andre Resultater end dem, jeg har kunnet udlede deraf, som det fremgaar af flere Bemærkninger ovenfor.

2) Se Kjøbenhavn i Middelaldren S. 263-68.

33

ud til Strandgaden, Ladbrostræde; hvorved Grunde, der ellers nævnes som liggende ved Stranden, ogsaa indbefattede Ejendomme i Vimmelskaftet.

Husene var vistnok af forgængeligt Bygningsæmne, og der nævnes i det hele kun 3 Stenhuse, foruden Kirker og gejstlige Stiftelser 1).

Staden havde næppe forvundet sin Ødelæggelse 1368, førend en Del af den, navnlig den nordvestlige Del, fortæredes af Ildebrand. Det hedder nemlig i en Optegnelse i Kapitlets Nekrologium, at 10. Juli 1386 brændte S. Peders Kirke med sine 2 Klokker tilligemed Frue Kirkes 4 bedste Klokker og en Del af Byen 2).

Under Dronning Margretes Krig med Sverrig var Farvandene i Østersøen meget usikre paa Grund af Plyndrerier af de saakaldte Fetalliebrødre, der udrustedes fra Meklenborg. Der maatte en stærk Kystbevogtning til for at sikre Landet, og der er formodentlig forefaldet mange Fægtninger i Sundet. Om en saadan har vi Underretning i en Klage fra Dronningen til den prøjsiske Stormester 1393. To Skibe kom sejlende syd fra ind i Øresund, den danske Kystvagt udsendte en Snekke, der spurgte om, hvorfra de var, men istedenfor Svar affyrede de en Kanon. Nu kom der en dansk Snekke til, og der blev forlangt, at de tydske Skibe skulde stryge Segl og svare om de var Venner eller Fjender, med den Bemærkning, at var de Venner, skulde der ingen Overlast ske. Da der endnu intet Svar kom, maatte de danske tro, at de var fra Vismar og Rostok, lagde til med 4 Snekker og et stort Skib og gentog Spørgsmaalet. Der svaredes da: fra Meklenborg, den ene tydske Skipper bandt Skibene sammen, og der blev nu en haard Kamp; de tydske ikke alene værgede sig, men gik over paa det danske Skib, hvis Mandskab maatte vige fra Forstavnen til bagved

__________

Jfr. herom i det hele Kjøbenhavn i Middelaldren paa forskellige Steder (jfr. Registret).

2) K. D. II. 13.

34

Masten, men kom igen til Kræfter og trængte Fjenden tilbage til hans eget Skib med et Tab af 30 døde og saarede. De skiltes derpaa ad, de danske lagde sig igen ved Kjøbenhavn og de tydske under Dragør, hvor 3 danske store Skibe og 12 Snekker paa ny søgte dem og bemægtigede sig det ene, der var fuldt af væbnede Folk, medens Mandskabet fra det andet med Baade var rømmet til Malmø, hvor det blev sat fast. Dronningen vilde nu have disse Skibe betragtede som Prise, men fra prøjsisk Side svaredes, at de var fra Danzig og bestemte til England. Mandskabet nægtede med Ed at have raabt Meklenborg, men paastod at være overfaldet af de danske, der ikke vilde lade dem sejle i Fred, hvorfor Skibene og Godset krævedes tilbage igen 1).

I den nærmest følgende Tid er Kjøbenhavn ikke videre fremtrædende i Historien, dog har der i Dagene 28. Avgust til 1. September 1398 været Forhandlinger mellem Dronning Margrete og Kong Erik paa den ene og Hansestæderne og den tydske Ridderorden paa den anden Side; de herom udstædte plattydske Breve er daterede Copenhaven og Kopenhafn, hvor der altsaa har været en større Forsamling af fornemme Danske og Fremmede og hvor Dronningen stadfæstede alle Hansestædernes gamle Privilegier. 18. Juni 1399 udstædte Kong Erik en Stævning til Anders Pedersen til Svanholm og Gunner Jakobsens Arvinger; denne er ogsaa dateret Kjøbenhavn 2), men der er ikke nogen Efterretning bevaret om, hvor der kan have været Ophold for de kongelige Personer ved slige Lejligheder; sandsynligvis har der dog været en Gaard, der har tilhørt Kongehuset, ti Slottet er næppe aabnet for kongelige Gæster.

__________

1) Recesse der Hansetage IV. 121-22, 125.

2) Regesta 2974, 2976, 2978, 2993. Recesse der Hansetage IV. 446-61.