(Go: >> BACK << -|- >> HOME <<)

Havnen centrum igen

København er for alvor begyndt at udnytte sin beliggenhed ved vandet. Københavns Havn har gennem samarbejdet med Malmö Havn i det nye selskab CMPort flyttet en del af godstrafikken over Øresund til Malmö. Derved frigøres meget store havnearealer til nye formål. Nogle af arealerne er allerede blevet bebygget med erhvervsbyggeri i form af firma- og organisationsdomiciler og hoteller.

En del af nybyggeriet langs havnefronten er funktionsbyggeri, mens andet byder på højdepunkter i europæisk arkitektur. Ikke mindst Det Kongelige Biblioteks udvidelse, Den Sorte Diamant og Henning Larsens domicilbyggeri på Christians Brygge. Det nye Operahus, som bliver bygget på arealer på Holmen lige over for Amalienborg, bliver endnu et stykke monumentalarkitektur i verdensklasse.

En meget stor del af havnearealerne er nu modne til planlægning af helt nye bolig- og erhvervsområder. Det gælder kajerne og de bagved liggende arealer på Islands Brygge, hvor nedslidte fabriksanlæg genopstår som attraktive boligområder, Havnestad. Og det gælder i Nord- og Sydhavnen, hvor dristigt planlagte nybyggerier er på tegnebrættet. København er ved at forvandle sig fra haveby til havneby. En udvikling, som falder godt i tråd med, at storbylivet igen er blevet attraktivt, og at flere og flere ønsker at bo og leve i byen. Københavns indbyggerantal er stigende, og er nu passeret den halve million.

Nyhedsside Tilbage til introduktion